BiografiAske Jacoby, rockguitarist, dannede i 1979 Aske Jacoby Band, der senere skiftede navn til News. News indspillede LP'erne "Stereo Magasin" (1981) og "Sæt Sejl" (1982) inden han forlod bandet i 1983. Han fortsatte på den danske musikscene som guitarist hos
C.V. Jørgensen i hans backing band. Op gennem firserne og halvfemserne spillede han hos bl.a.
Sanne Salomonsen,
Thomas Helmig og
Kasper Winding og i 1985 dannede han sammen med bl.a. Jørgen Klubien, Danseorkesteret. Aske Jacoby er en af dansk musiks mest anvendte studiemusikere og har efter sit eget skøn medvirket på over tohundrede pladeudgivelser. Det er imidlertid kun blevet til tre plader i eget navn. I 1991 udgav han sin første solo-plade "Not only for the royalties" som dog ikke fik nogen kommerciel succes. I 1997 udsendte han en liveplade fra Copenhagen Jazzhouse under titlen "Clubbing" og i 2004 fulgte "Transfer Power". Aske Jacoby modtog i 2004
Ken Gudman Prisen for sine præstationer i dansk musikliv.