Morten Hoff
Født: 21-8-1966 (58 år)

Biografi
Morten Hoff var 15 år og gik i 9. klasse på Bernadotteskolen i København, da skolen en dag fik uventet besøg. Han havde godt lagt mærke til de fremmede, der cirkulerede rundt i skolegården blandt eleverne, men tænkte ikke videre over det, før det pludselig bankede på døren til hans klasse og man bad om at tale med lige netop ham. Årsagen skyldtes den omstændighed, at instruktøren Bille August stod og manglede nogle drenge til filmatiseringen af Bjarne Reuters ungdomsroman "Zappa". Morten Hoff takkede ja til at blive prøvefilmet og fik tilbudt rollen som Mulle i filmen. Filmoptagelserne varede to en halv måned og Morten Hoff husker det som en fabelagtig oplevelse som han ikke ville være foruden. I årene efter "Zappa" fik han flere småroller, bl.a. i en Jon Bang Carlsen-film og en tv-produktion af Søren Kragh-Jacobsen. Efter et højskoleophold på Oure Idrætshøjskole blev Morten Hoff ansat som lærer på skolen og begyndte derefter at læse idræt og kulturarbejde på Odense Universitet. Han skrev en ph-d afhandling og blev ansat som adjunkt på Center for Litteratur, Kultur og Medier ved Syddansk Universitet. Efter en periode som chefkonsulent i Fredericia kommunes afdeling for Viden og Innovation blev han i 2013 ansat som chef for Odense kommunes tværgående Center for Velfærdsteknologi.


Har medvirket i følgende 1 film:
Zappa (1983)Mulle