Lis Allentoft
Født: 4-5-1916 i Ranum
Død: 5-4-2011 (94 år) Mindebog
Gravsted: Frederiksberg Kirkegård - Kbh

Billede af Lis Allentoft
Biografi
Lis Allentoft (egentlig Betty Elisa Allentoft), skuespillerinde, blev født og voksede op uden for Viborg, hvor hendes far ejede et mejeri. Efter skoletiden blev hun ekspedient hos Georg Jensen i København, men begyndte som skuespiller i 1947. Hun gik på Asmund Rostrups private elevskole og var elev på Nygade Teatret, hvor hun også fik sin debut som den unge pige i "Vor By". Lis Allentoft spillede bl.a. roller i "Charley's tante", lystspilfarcen "Huset i Montevideo" (Nygade Teatret 1951), "De gamles oprør", "Indenfor murene" (Andelsteatret), "Turtelduens kurren" (Lille Scene i Ålborghallen), "Sommer i Tyrol" (Peter Jessens turné), "Forår og Portvin" samt "Nabokonen" (Harald Jørgensens turné). Hun var mest beskæftiget med teater, men medvirkede dog i 4 spillefilm. Hendes sidste filmrolle var i "Tag det som en mand frue", hvor hun spillede en sur ægtefælle ved en fest. Hun havde også opgaver i radio- og TV-spil og var en af de bærende skuespillerkræfter i Statsradiofoniens dramatisk-litterære afdeling. Hun deltog i studiegruppe, hvor lærerne var Marg. Ussing, Blanche Funch og Pouel Kern og gennemgik kurser bl.a. på Statens Teaterskole i 1972. Efter at hun blev mor til 3 sønner tog hun en uddannelse på Københavns Universitet som lærer i talens æstetik (diplomeret talelærer) og begyndte at undervise privatelever inden for tale og skuespil. Desuden var hun lærer på Skovlunde Seminariet i København. I 2000 fik hun tilbud om at medvirke i en reklamefilm for Ekstra Bladet og senere en rolle i tv-serien "Ørnen". I 1950 traf hun sin mand - den fem år yngre faldskærmsinstruktør Poul Hansen (10-09-1921 - 31-07-2004), der senere blev inspektør i Imperial.

Gravstedsfoto: Copyright Finn Larsen


Har medvirket i følgende 6 film:
Smedestræde 4 (1950)Inga - Majas veninde
Kærlighedsdoktoren (1952)Gæst ved fest
Et eventyr om tre (1954) 
Pigen i søgelyset (1959)Påklæder
Lille mand, pas på ! (1968)Fin dame
Ta' det som en mand, frue (1975)Krittisk ægtefælle ved party

Har medvirket i følgende 1 TV-serier:
Ørnen (2004-2006) 21 Hallgrims farmor