Ole Forsting
Født: 4-2-1938 (86 år) i Gentofte

Biografi
Ole Forsting, der er søn af prokurist Kurt Bruno Forsting og hustru Inge Scheel, født Eriksen, kom med i filmen "Kampen mod uretten" på en lidt ejendommelig måde, da Nordisk Film skulle finde en passende dreng til rollen. Han boede i barneårene på samme vej som skuespillerinden Betty Helsengreen, der overfor instruktøren Ole Palsbo gav udtryk for - at hun nok skulle finde sådan en type dreng, der samtidig var lidt sølle at se på. På Nordisk Film fik han besked på at gå ud i gården og komme noget grus i håret og straks derefter skønnede man, at han var den helt rigtige til rollen. Han medvirkede kun i ganske få scener i filmen, bl.a. hvor han fra et kammer på gården må bæres ud - med sår på underbenet - for at få det vasket i et trug. Ole Forsting husker at filmen havde premiere i Palads Teatret, men da den var forbudt for børn kom han først selv til at se den mange år efter, hvor han var fyldt 40 år. Ole Forsting tog studentereksamen i 1956 fra Aurehøj Gymnasium og blev jurist i 1964. Samme år blev han ansat som sekretær i Handelsministeriet og steg snart gennem graderne i Handelsministeriet og Indenrigsministeriet. Han var bl.a. ministersekretær i Indenrigsministeriet i perioden fra 1969 til 1974 indtil han i 1976 blev udnævnt som administrerende direktør for Statens Seruminstitut. I 1983 blev han udnævnt til direktør for Civilforsvarsstyrelsen og i 1996 fik han et job som kommitteret i Indenrigsministeriet inden han i 1998 gik på pension. Ole Forsting har desuden været engageret i Diakonissestiftelsens bestyrelse samt bestyrelsen for stiftelsens ældreboliger Salem ved Gentofte Sø. Endvidere har han lokalt været aktiv i Karlebo Sogns menighedsråd. Ole Forsting blev den 10. september 1960 gift i St. Andreas Kirke i Ordrup med stud.mag. Birgit Hasfeldt (f. 20-12-1937)


Har medvirket i følgende 1 film:
Kampen mod uretten (1949)Søren