Anita Pontoppidan
Født: 5-11-1919 i København
Død: 20-8-2018 (98 år) Mindebog
Gravsted: Asminderød Kirkegård - Nordsjælland (fællesgrav)

Billede af Anita Pontoppidan
Biografi
Anita Pontoppidan (født Grethe Hornbech-Rasmussen), der var datter af bankfuldmægtig Ove Hornbech-Rasmussen og hustru Anna Johanne Olsen, blev uddannet som designer på Kunsthåndværkerskolen i København inden hun blev skuespillerelev på Allé-Scenen i sæsonen 1946/47. Hun var elev af John Price og fik sangundervisning hos Inger Raasløf. Under kunstnernavnet Anita Pontoppidan medvirkede hun som skuespillerinde bl.a. i Hornbæk Revyen i 1950 og var i 1951 med i forestillingen "Så går karrusellen" på ABC-Teatret. Samme år medvirkede hun også i en Kate Rosén kabaret med titlen "En Buket Kvinder med Nat-Pariseren", der blev opført på Hotel Gylfe i Humlebæk. Anita Pontoppidan havde en bagatelagtig rolle i filmen "Mit liv er musik" fra 1944. I filmen "Ta' hvad du vil ha'", som havde premiere den 5. september 1947, medvirkede hun i rollen som Gudrun. Anita Pontoppidan ophørte dog som skuespiller på grund af arbejdspresset med revyforestillinger og tekster som ofte blev afleveret sent. I stedet begyndte hun en succesfuld karriere som trikotagefabrikant indenfor damelingeri. Hun havde engageret syersker til at sy for sig ude i byen og fra bopælen i Gentofte solgte hun bl.a. luksuspræget undertøj og morgenkåber til forretninger som Illum og Fonnesbech. Senere beskæftigede hun sig både med at lave keramik og med billedkunst. Hun blev første gang gift den 14. september 1940 i Holmens Kirke i København med kontorchef, cand.jur. Palle Bent Pontoppidan (01-02-1925 - 24-08-2012). I et senere ægteskab blev hun den 7. januar 1956 gift på Gentofte Rådhus med grosserer Morten Bohse (04-11-1926 - 27-09-2015).


Har medvirket i følgende 2 film:
Mit liv er musik (1944) 
Ta' hvad du vil há (1947)Gudrun

Har medvirket i følgende 2 revyer:
A.B.C. revyerne 1951
Hornbæk Revyen 1950