BiografiEllen Paula Margrethe Løjmar, skuespillerinde, var datter af husmand Hans Jørgen Jensen Løjmar og hustru Ane Marie Pedersen Munksgaard. Hun debuterede på Casinos børneteater og var 1925-27 engageret på Odense Teater. I 1928 kom hun til Helsingør Sommerteater og blev den 13. oktober 1928 gift på Odense Rådhus med direktøren
Erik Lassen. Frem til 1937 var hun dette teaters populære primadonna i Helsingør-revyerne. I sæsonen 1932-33 havde hun tillige den komiske hovedrolle i "Tre gamle Jomfruer" på Aarhus Teater. Hun åbnede i 1936 en skønhedssalon "Madame" i Axelborg, men forlod ikke af den grund teatret. I 1939 var hun selv revydirektør på Hotel Baltic i Nykøbing F. og optrådte i sæsonerne 1941-43 i Cirkus Revyen, hvor hun i 1943 sang "Ih, hvor jeg ku'". I 1940erne blev hun, da hun var blevet skilt fra direktør Lassen partner med skuespilleren
Alex Zander gennem en årrække. Parret gjorde med deres potpourrier og solistnumre lykke både hjemme og ude, ligesom de i skiftende sæsoner var med i revyer landet over fra Vennelyst til Nykøbing F., hvor hun i 1951 var direktør for revyen. I disse år var også varieteerne scene for parret, der en lang tid var blandt de populæreste i Zigeunerhallen på Nørrebro. I 1950erne var Ellen Løjmar med bl.a. i
Frede Skaarups Burlesque-show i Moulin Rouge på Åboulevarden. I 1953 var hun primadonna i sommerrevyen på Ambassadeur Teatret i Aalborg sammen med
Alex Zander,
Duval Mols,
Lya Witzansky,
Christian Glatved og
Henry Büchmann. I 1955 var hun med i Herlev-Revyen på Herlev Kro bl.a. i nummeret "Fiesta di Granada" sammen med Tove André. Samme år medvirkede hun i
Herman Gellin-turneen i en retrospektiv revy, hvor hun bl.a. sang
Bodil Steen-visen "Ka’ I se je’ ka’". I 1957-58 var hun på turne med ægtefællen skuespilleren
John Bøgvald og spillede blandt andet i "Jorden rundt i 80 dage" hos ham. Senest medvirkede hun i Svendborgs Sommerrevy Rottefælden og Skovkroen i Ålborg som revyernes førstedame. Ellen Løjmar blev den 7. april 1958 gift i Gravlev Kirke med teaterdirektør John Bøgvald.