BiografiCarl (Karl) Vilhelm Thaulow Schlüter, forfatter, der var søn af premierløjtnant, senere kommandør i Marinen Vilhelm Carl Ludvig Schlüter (1852-1940) og Elisabeth Knutsen (1859-1938), blev cand.polyt. i 1907 og var 1907-08 assistent ved Danmarks geologiske undersøgelse. I 1908 kom han som ingeniør til Holmegårds Glasværk, hvor han var driftsleder 1909–53. Han var 44 år gammel da han debuterede som forfatter, og har bortset fra enkelte noveller kun skrevet skuespil. På en række rejser rundt om i Europa med længere ophold i Italien og Spanien stiftede han bekendtskab med udenlandsk teater. Karl Schlüter bidrog væsentligt til den fornyelse af dansk teater som fandt sted omkring 1930. Hans første dramatiske arbejde var et lystspil i Jens Locher-stil "Borgerkrig", der gik på Det ny Teater i 1928. Senere fulgte "Under Jubelraabene" på
Betty Nansen-teatret i 1931 og melodramaet "Afsporet", der kom op på Det Kongelige Teater i 1932 og blev filmatiseret i 1942. "Nu er det Morgen" blev opført på Dagmarteatret i 1934, "Den sidste Time" på Århus Teater i i 1936, "Brudesengen" på Det Kongelige Teater 1937, "Polarsvindlere" og "Planken ud" på
Betty Nansen-teatret 1941. Karl Schlüter blev gift første gang den 27. maj 1909 i København med Astrid Buck (11-01-1881 - 31-01-1947) og anden gang den 1. juni 1950 med skuespillerinden Illona Helen Wieselmann.