Tony Vejslev (Tonny Sigurd)
Født: 25-10-1926 i Frederiksberg
Død: 13-1-2020 (93 år) Mindebog
Gravsted: Nordby Kirkegård, Samsø (fællesgrav)

Biografi
Tony Sigurd Vejslev (født Tonny Sigurd Nielsen - senere navneændring til Vejslev), komponist, visesanger og overlærer, voksede op på Vesterbro i København. Han begyndte allerede som 6-årig at optræde i Politikens Foredragssal, hvor han i to sæsoner havde roller som henholdsvis muldvarp og kineser. I 1938 kom han med i Statsradiofoniens Drengekor og fik ad denne vej en statistrolle i Weyse-filmen "Jeg har elsket og levet". Omkring 1940 var han atter med i juleforestillingerne i Politikens sal under ledelse af Palle Huld. Han medvirkede endvidere i mange hørespil og blev med sin gode klare stemme brugt som speaker i reklamefilm. Det kulminerede med længerevarende engagementer i Tivolis Glassal og i Lulu Ziegler Kabaret'en, ligesom han bl.a. optrådte på Politikens Børneteater, Skovriderkroen, på Bakken og i de populære "Midnats-shows". Samtidig havde han i besættelsesårene omfattende solistoptræden - og rejste rundt i landet, hvor han optrådte med viser og oplæsning af jyske digte, bl.a. i 26 af de dengang så populære 50 hjemstavnsforeninger. I besættelsesårene dannede han også to vokal-jazzkvartetter "The Swinging Singers" og "The Evergreens". I 1944 fik han en filmrolle som cykelbud i filmen "Teatertosset". Efter krigen begyndte han at skrive melodier og senere - mens han i årene 1948-50 blev uddannet som lærer, var han at finde blandt den lille snes mennesker, der startede det danske fjernsyn - som kamaramand og aktør. Efter sin lærereksamen i 1950 rejste han til Argentina, hvor han tilbragte halvandet år og underviste børn af danske udvandrere på den danske skole i Cascallares. Efter hjemkomsten fra Argentina i 1953 underviste han som folkeskolelærer henholdsvis 4 år på Samsø og 24 år i Fredensborg. Allerede i gymnasietiden 1942-45 på Schneekloth's Gymnasium havde Tony Vejslev mødt digteren Frank Jæger og begyndte et par år efter gymnasiet at koncentrere sig om musikken til Jægers digte. Tony Vejslev blev i 1953 landskendt på sine kompositioner til "19 Jægerviser" og i årene derefter havde han en udstrakt turnévirksomhed - dels sammen med Frank Jæger og dels som solist. Senere komponerede han til tekster af andre danske forfattere, deriblandt Thorkild Bjørnvig og til flere engelske digtere. Han deltog i mange udsendelser for Skoleradioen og havde en omfattende foredragsvirksomhed om litterære og almene emner. Tony Vejslev modtog i 1998 Danske Sangskrivere og Komponister/DJBFA’s hæderspris og i 2006 "Den folkelige sangs pris". Han var far til komponisten, guitaristen og billedkunstneren Jakob Vejslev.


Har medvirket i følgende 2 film:
Jeg har elsket og levet (1940)Medlem af Drengekoret
Teatertosset (1944)Cykelbud