BiografiHelle Louita Nielsen startede sammen med sin tvillingesøster - skuespillerinden
Lykke Nielsen -med hørespil for større børn i Skoleradioen. De blev lidt tilfældigt opdaget af Nordisk Film i Magasin du Nord på Kgs. Nytorv og fik roller i filmen "Andre folks børn". Siden medvirkede hun i flere danske film, i radio, tv og på teater. bl.a. som Lommer-pige. Men i modsætning til
Lykke Nielsen fortsatte Helle Nielsen ikke som skuespiller. Udover rollen som husmor kom hun hun i stedet vidt omkring på arbejdsmarkedet. Hun var i 10 år ansat som telefondame på kommunekontor i Værløse. Siden havde hun vidt forskellige jobs, blandt andet hos KTAS og som køkkenchef på Restaurant Patricia i Taarbæk. I en periode i 80’erne arbejdede hun for sin svoger Jesper Klein, hvor hun stod for billetsalget til Klydernes populære revyforestillinger på Lorry og i Haveselskabets Have på Frederiksberg. Sideløbende tog hun en HF, men brugte den egentlig aldrig til noget. I den sidste halvdel af hendes arbejdsliv havde hun en vis tilknytning til showbranchen, da hun arbejdede hos Danske Dramatikeres Forbund - med en kort afstikker til Danske Bank. Som ansat hos Danske Dramatikeres Forbund fandt hun adskillige oversete rettighedspenge til rettighedshaverne og fik dem frem til de korrekte modtagere. I 2017 lod hun sig pensionere som 70-årig efter et arbejdsliv på over 60 år. Helle Nielsen var tidligere gift med Fritz Svanholm og var mor til Steen Svanholm, kendt fra den musikalske stand-up-duo Steen og Mads, der førhen hed Strengedrejerne.