BiografiPeter Frederik Rist, officer og forfatter, var søn af kammerråd August Ahlert Rist (død 1884) og Charlotte Frederikke, født Philipsen (død 1863). I det von Westenske Institut, hvor han gik, havde han hovedet fuldt af skønlitteratur og teater. Men i 1864 blev han officersaspirant og afgik til bataillonen i Fredericia. Her fulgte han med Paul Ulrich Scharffenbergs brigade til Dybbøl, hvor han blev såret under stormen på skanserne. Efter at han var blevet helbredt gjorde han resten af felttoget med som reservesekondløjtnant. I 1866 blev han sekondløjtnant, 1867 premierløjtnant, 1881 kaptajn, 1894 oberstløjtnant og ved sin afgang i 1904 blev han udnævnt til oberst. Under sit lange garnisonsliv havde han ofte orlov til hovedstaden, hvor bl.a.
Georg Brandes' forelæsninger æggede ham til digterisk produktion. Han debuterede med romanen "En Rekrut fra 64" (1889). Den fulgtes af to samlinger fortællinger "Soldater" (1890) og "Efter Dybbøl" (1892). I 1894 udgav han novellesamlingen "Jonathan" og i 1899 bogen "Olaf Ryes Saga". Blandt andre krigshistoriske værker er romanen om krigen i 1658 "Lasse Månsson fra Skaane" (1903). Peter Frederik Rist blev i 1874 gift med Ida Margrethe Alvina Møller (1850 - 1908), datter af byfogeden i Frederikshavn.