Edgard Høyer
Født: 24-10-1859 i Gentofte
Død: 29-10-1942 (83 år)
Gravsted: Frederiksberg Kirkegård - Kbh

Biografi
Silbert Edgard Louis Severin Høyer, overretssagfører og forfatter, var søn af musiker Nicolai Ferdinand Høyer (1836-98) og Jørgine Adamine Ulrikke Cathrine Rostved (1831-89). Han blev student i 1879 fra Metropolitanskolen og uddannet cand.jur. i 1883 og virkede fra 1886 som overretssagfører og forretningsmand i København. Allerede i gymnasietiden begyndte han at skrive skuespil som han sammen med teaterinteresserede kammerater opførte på Hofteatret. I 1888 fik han opført et skuespil under titlen "Dristigt vovet" på Det Kongelige Teater. Han fortsatte i 1891 med "I Ravnekrogen", men flyttede så til privatteatrene. På Dagmarteatret fik han succes som en habil dramatiker med stykker som "Scenens Børn" (1895), "Familien Jensen" (1897), "Tante Cramers Testamente" (1904) og "Brødrene Hansen" (1908). Til de øvrige københavnske teatre leverede han en lang række skuespil, bl.a. "Niels Peter Svane" (1909), der blev opført på Det ny Teater med Poul Reumert i hovedrollen. Han var i årene 1899-1901 direktør for Casino. Edgard Høyer sluttede sin dramatiske virksomhed på Det ny Teater med "Glas og Porcelæn" i 1921. Foruden i København og i provinsen blev Edgard Høyers skuespil hyppigt spillet især i Tyskland. Edgard Høyer blev gift den 17. september 1886 i Holmens Kirke med Anna Caroline Fernanda Clausen 15-07-1857 - 21-06-1935).


Har arbejdet med følgende 1 film:
Tante Cramers testamente (1941)Efter skuespil af