BiografiOle Georg (Hansen) stiftede 18 år gammel sammen med ungdomsvennen
Hans Prehn - Dansk Ungdoms Symfoniorkester bestående af 40-50 musikere, der fra 1951 havde Peter Deutsch som dirigent. I sin egenskab af formand for orkestret fik han en henvendelse fra filminstruktøren Alice O’Fredericks, som havde brug for et par musikstuderende til sin film "Far til fire i sneen". Mange år senere fik Ole Georg foræret en DVD med ”Far til fire i sneen” af
Thomas Eje under dennes ophold i USA og opdagede derved at man i filmen kaldte ham Georg Hansen. Ingvar Blicher-Hansen, der arrangerede symfoniorkestrets koncerter henholdsvis i Danmark og i udlandet skaffede ham et job hos Skandinavisk Grammofon (senere EMI). Selskabet købte i 1955 det amerikanske pladeselskab Capitol Records. Siden fik han tilbudt et job som vært og programredaktør på Radio Mercur, hvor han traf sin senere hustru Charlotte, kaldet Jutta, som han lavede mange programmer sammen med. Efter tiden i Radio Mercur begyndte Ole Georg at arbejde hos Capital Records og droppede sit efternavn. Han blev sendt til Hollywood for at lære branchen nærmere at kende og arbejdede i mere end 30 år for pladeselskabet, men etablerede i begyndelsen af 1990erne sit eget pladeselskab Ole Georg Music, der er et af de største af sin slags i Hollywood. Gennem de mange år i branchen dels hos Capitol Records og siden i sin egen forretning har han komponeret, produceret og leveret musik til stribevis af Hollywood-film. Ole Georg bliver kaldt opfinderen af production music, der dækker over mindre stykker musik til filmproduktioner. Han har bl.a. leveret musik til "Edward Scissorhands (1990), "Sleepless in Seattle" (1993), "Pulp Fiction" (1994) og "Boogie Nights" (1997) samt endvidere musik til populære tv-serier. Musikken har han selv indspillet med et orkester og har nogle gange også selvkomponeret. Salget af rettigheder til hans musik og de mange år i branchen giver ham store løbende royaltyindtægter. Ole Georg, der stadig selv styrer sin forretning, blev den 23. juli 1960 gift på Københavns Rådhus med Jutta Birgit Jarle (f. 27-10-1927).