Hans Prehn
Født: 30-3-1933 (91 år) i Nyborg

Biografi
Hans Prehn var i 1950erne medlem af Dansk ungdoms Symfoniorkester, der bestod af 40-50 musikere og med Peter Deutsch som dirigent. Peter Deutsch var i datiden også arrangør af filmmusik til de danske tonefilm - og da man stod og manglede nogle musikere fik Hans Prehn ad denne vej en mindre rolle i filmen "Far til fire i sneen". Scenen i filmen, der skulle illudere at foregå i Norge blev dog optaget på atelieret i Lyngby, hvor Hans Prehn kun havde en enkelt replik, hvor han skulle sige "Engang". Gennem 50 år satte han siden sit præg på den danske reklamebranche. Han tog studentereksamen i København, begyndte i 1951 som elev hos reklamebureauet Harlang & Toksvig i København og tog HD i afsætningsøkonomi fra Handelshøjskolen i København. Siden blev han tekstforfatter på Lockey's Reklamebureau og i bureauets afdeling i Århus indledte han et tæt samarbejde med en af de andre unge ansatte Niels Agner Nielsen. Sammen stiftede de i 1967 NP Marketing i Egå udenfor Århus, der fik en forrygende start bl.a. med kunder som Dronningborg Landbrugsmaskiner, Carmen Curlers og Miele. Virksomheden knopskød til 6 NP-bureauer og MediaCentralen og blev i 80’erne fusioneret med Grey International. Han fortsatte som kreativ direktør for Grey i Århus indtil han i 1993 kastede sig over tilværelsen som en særdeles aktiv pensionist, foredragsholder og forfatter. Han har skrevet bøgerne "Masseforføreren - om reklamens magt og afmagt" og "Fornyelsestræet" sammen med Erik Keldmann. Hans Prehn har endvidere været bestyrelsesmedlem i Danske Reklamebureauers Brancheforening og bestyrelsesformand i Grey Communications Group.


Har medvirket i følgende 1 film:
Far til fire i sneen (1954)Kaj