BiografiKlavs Hemming Moritz Hartmann-Petersen, forfatter, musiker, lærer og programsekretær var søn af arkitekt A.A. Johannes Hartmann-Petersen. Allerede fra han var 17 år, var Hemming Hartmann-Petersen en aktiv del af den såkaldte danske jazz-guldalder. Han blev professionel musiker den 21. april 1941, var guitarist hos Bruno Henriksen 1942 og spillede kontrabas i Børge Roger Henrichsens kvintet 1942-49. Fra slutningen af 1940'erne virkede han desuden som teatermusiker og optrådte med
Osvald Helmuth og Liva Weel. Efter nogle år som matematiklærer på seminariet i Nuuk, Grønland og et år som gymnasielærer på Stenhus Kostskole var han i 1960'erne med til at skabe P3 i Danmarks Radio, og han var gennem 30 år blandt radioens mest skattede studieværter. Han lavede musikprogrammer, interviews og programserien "Mellem Brødre" sammen med sin bror Jørgen Hartmann-Petersen. Sammen med oboisten Waldemar Wolsing (1910-93) lavede han desuden en række radioprogrammer om afdøde komponister kaldet "Himmelske samtaler". Hemming Hartmann-Petersen var desuden forfatter til syv bøger, bl.a. om
Hans Scherfig (1972) og William Heinesen (1975), tre essaysamlinger og endelig Carl Madsen - en glad kommunist (1993) og En røst fra orkestergraven, erindringer fra et musik- og teaterliv. Hemming Hartmann-Petersen blev den 15. november 1944 gift på Københavns Rådhus med lærer Inger Marie (Lotte) Neergaard-Jacobsen (f. 18-10-1925)