Hans Scherfig
Født: 8-4-1905 i København
Død: 28-1-1979 (73 år)
Gravsted: Assistens Kirkegård - Nørrebro - Kbh

Billede af Hans Scherfig
Biografi
Hans Christian Scherfig, forfatter, var søn af direktør Christian Diderik Scherfig (1859-1931) og Claudine Nielsen (1876-1921). Han blev student fra Metropolitanskolen i 1924 og afbrød som ung sine universitetsstudier og fik i stedet et gennembrud som naturmaler med sine urskovsbilleder. Han var knyttet til Corner-gruppen og udstillede som maler på Kunstnernes Efterårsudstilling 1928-31 og 1933-38, på Corner-udstillingen og Høstudstillingen 1939-41 og på Corner fra 1942. Scherfig rejste i Østrig, Frankrig, USA, Sovjetunionen og Rumænien. Scherfig debuterede som forfatter i 1933 med børnebilledbogen "Hvad lærer vi i skolen". Han blev først romanforfatter med kriminalromanen "Den døde Mand" i 1937 og fik som forfatter succes med romanerne "Den forsvundne fuldmægtig" i 1938, "Det forsømte forår" i 1940, "Idealister" i 1945, "Skorpionen" i 1953 og "Frydenholm" i 1962. I 1932 blev han medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og tjente resten af livet den socialistiske presse. Scherfig markerede sig tidligt som politisk skribent på venstrefløjen og blev en markant deltager i den antifascistiske kulturkamp. Han var ansat ved Arbejderbladet 1930-1941 og var medarbejder ved tidsskriftet "Plan" og "Kultur og Politik". Ved interneringen af ledende kommunister blev Scherfig anholdt hjemme i Tikøb den 22. juni 1941 og sat i Vestre Fængsel. Men på grund af en øjenlidelse blev han opereret og løsladt efter to måneder. I sommeren 1942 blev hans roman "Idealister" standset af forhåndscensuren. Efter krigen var han fra 1945 til sin død medarbejder ved dagbladet "Land og Folk" og fra 1954 tillige ved tidsskriftet "Tiden". Hans Scherfig blev medlem af Akademirådet i 1965. Han modtog i 1965 Jeanne og Henri Nathansens mindelegat og fik i 1973 Det Danske Akademis store pris. Han blev den 20. november 1931 gift på Frederiksberg med malerinden Elisabeth Karlinsky (19-05-1904 - 13-10-1994). Hans Scherfig er begravet uden navn og data, men har til gengæld en genkendelig gravsten i form af en granitskildpadde.

Bøger om Hans Scherfig:
"Idealisten - en biografi om Hans Scherfig" af Arne Hardis


Har medvirket i følgende 1 film:
Den forsvundne fuldmægtig (1971)Indsat + Fortællerstemme

Har arbejdet med følgende 2 film:
Den forsvundne fuldmægtig (1971)Efter roman af
Det forsømte forår (1993)Efter roman af

Har arbejdet med følgende 1 TV serier:
Den otteøjede skorpionEfter roman af

Har arbejdet med følgende 1 revyer:
Roser langs kysten - Helsingør-Revyen (1949)Dekorationer