BiografiJohn von Daler, musiker, komponist, arrangør, dirigent, forfatter og underviser, tog i 1966 en B.A. i engelsk litteratur fra Princeton University. Han kom i 1970erne til Danmark og underviste først ti år i amerikansk litteratur på universiteterne i Odense og København samtidig med at han styrede engelsk-afdelingen i daværende Munksgaard Boghandel (nu Atheneum Boghandel). Siden blev musikken hans levevej. Han er en institution i dansk musikliv og har gennem årene udviklet sig fra klassisk musiker til solid sidemand i alverdens forskellige jazz, rock og folk sammenhænge og er en af Danmarks mest brugte studiemusikere. Der er næsten ikke det band eller den solist, som John von Daler ikke har enten spillet med eller lavet arrangementer til. Han nåede at være
Povl Dissings makker i 11 år og har indspillet en del cd'er og plader med troubadouren. Som violinist har han desuden akkompagneret kunstnere som Fuzzy,
Benny Andersen,
Frits Helmuth,
Jytte Abildstrøm,
Annika Hoydal, Mew og Cardigans. John von Daler har desuden komponeret en lang række sange samt teatermusik og instrumentalværker, bl.a. et helt nyt værk, skrevet til Københavns Kammerensemble "Twilight Waltzes" i tre satser. Gennem årene har John von Dalers projekter opnået betydelig støtte fra bl.a. Statens Kunstfond, Statens Teaterråd, Dansk Musiker Forbund, Koda og DJBFA.