BiografiSonia Maria Sander Jacobsen, der voksede op på Vesterbro og Nørrebro i København, blev Danmarks første rigtige tv-barnestjerne. Som den lille hurtigtalende pige med de lyse krøller og tykke brilleglas blev hun 9 år gammel landskendt og elsket i tv-historierne på Danmarks Radio om "Sonja fra Saxogade" (4 afsnit), "Sonja på Bornholm" (4 afsnit) og novellefilmen "Sonjas Jul". Hun mødte som barn
Jytte Hauch-Fausbølls jævnaldrende datter Julie i Skydebaneparken på Vesterbro. Det var
Jytte Hauch-Fausbøll der specielt til hende skrev, instruerede og skabte serien og samtidig gjorde den morsom. Sonia Sander spillede titelrollen som den bramfri Sonja, mens
Jytte Abildstrøm var hendes distræte singlemor med højt franskbrødshår og små lårkorte nederdele. TV-serien "Sonja fra Saxogade" blev optaget i 1967 og sendt i fjernsynet i 1968 og har siden fået kultstatus. Som voksen fik Sonia Sander arbejde som sygehjælper og var bl.a. fast dagvagt på et plejehjem i Brønshøj. Siden besluttede hun sig for at tage en HF-eksamen og at videreuddanne sig til socialrådgiver på Den Sociale Højskole. Hun blev færdiguddannet i 1997 og arbejdede i syv år som socialrådgiver på Københavns Rådhus, primært med råd og administration. Desuden havde hun vikaransættelser i Gladsaxe kommune og i Københavns kommune. Sonia Sander, der derefter gik på førtidspension, havde tre forliste ægteskaber bag sig. Karakteren Sonja har efterfølgende lagt navn til en café på Saxogade på Vesterbro.