BiografiLisa Kæregaard Jørgensen, der var født Anne Lise Kæregaard Nielsen, var datter af barber Axel Marinus Nielsen og hustru Maren Kæregaard. Hun fik i to år danseundervisning hos pædagogen Johnna Beitzel. I 1943 debuterede hun som Columbine på Pantomimeteatret hos Paul Huld, hvor hun efter et år blev solodanserinde. Hun dansede som Columbine på Pantomimeteatret helt frem til 1958 og udførte bl.a. hovedpartiet sammen med sin mand balletmester
Erik Bidsted i "Harlekins Millioner" og i Harald Lander's "Et bal". Sammen med sin mand medvirkede hun ved etableringen af en islandsk teaterskole. Hun dansede også sammen med Erik Bidsted som partner på National-Scala. I filmen "Man elsker kun een gang" fra 1945 var hun sammen med danserinderne Elsebeth Nielsen, Lise Hammerlund, Ingelise Geil og solodanser
Erik Bidsted med i første række af det flotte dansekor, som havde til opgave at underholde gæsterne i den store restaurant. Fra slutningen af 1940erne var Lisa Kæregaard i en årrække gift med balletmester Erik Bidsted. I et senere ægteskab var hun gift med restauratør Fritz Aage Jørgensen på "Perlen" i Tivoli og er mor til Svend Aage Jørgensen, der senere var restauratør samme sted fra 1985 til 2006.