Birte Berg
Født: 15-3-1932
Død: 20-4-2010 (78 år)
Gravsted: Aske strøet over havet

Biografi
Birte Berg, refrænsangerinde og skuespillerinde, var datter af radioens pressechef Paul Berg, hvis kone Eli Berg i sin tid også var en meget skattet sangerinde. Birte Berg begyndte allerede som barn at synge i Danmarks Radios Pigekor og en overgang var hun ansat på Danmarks Radios stemmearkiv. I slutningen af 1950erne optrådte hun på Malmø færgen Orange Linjen med Lau Jensens trio. Hun havde desuden engagementer bl.a. i Zigeunerhallen Prater med Arne Buschardts orkester og var i mange sæsoner i La Fontaine i Tivoli. Birte Berg giftede sig den 15. februar 1958 i Nødebo Kirke i Nordsjælland med entreprenør og vognmand Hjalmar Bjørn Jørgensen. Hun indsang bl.a. Grand Prix-melodien "Det var en yndig tid" på ægtefællens grammofonselskab Cindy-rekord. I begyndelsen af 1970erne kom hun og den senere ægtefælle, musikeren John Neumann med i Molbo-Revyen, hvilket var udslagsgivende for at parret flyttede til Elsegårde ved Ebeltoft. Senere var de i flere år knyttet til Mols Revyen, hvor Birte Berg i 1973 især høstede bifald på en række lynomklædninger og parodier på kendte personer som Chaplin, Cleo og en række andre. Efter ægtefællens død flyttede Birte Berg til Helsingør, hvor hun tilbragte sine sidste år. Hun medvirkede på cd-serien "Helsingør er Danmarks port" med sange fra Helsingør og omegn.


Har medvirket i følgende 4 revyer:
Molbo-Revyen 1972 1973 1977 1978