Paul Hammerich
Født: 12-6-1927 i Frederiksberg
Død: 16-4-1992 (64 år)
Gravsted: Bispebjerg Kirkegård - Kbh

Biografi
Paul Hammerich, forfatter og journalist, der var søn af kommandør Kai Hammerich (16-08-1894 - 05-05-1963) og hustru Valborg Rump (10-10-1897 - 17-12-1988), blev student fra Ordrup Gymnasium i 1947. I 1948 kom Paul Hammerich til Politiken, hvor han efter sine journalistiske læreår og en periode som rejsende reporter blev redaktør af avisens søndagsudgave (1960-67). Efter et kort ophold i ugebladsverdenen, bl.a. som redaktør af Hjemmet (1968-69) og det kuldsejlede nyhedsmagasin NB (1970), blev Hammerich i 1971 ansat som konsulent ved Gyldendal. I 1983 vendte han tilbage til Politiken som kronikredaktør og columnist. Paul Hammerich blev særlig kendt for sit trebinds-værk "En Danmarkskrønike", der fortalte Danmarks historie i tiden fra 2. verdenskrig frem til indtrædelsen i EF og som efterfølgende blev udsendt som tv-serien "Gamle Danmark". Han bidrog som forfatter til en række radio- og tv-serier, bl.a. "Karlsens Kvarter", "Hov Hov", "Uha-Uha", "Huset på Christianshavn" og "Matador". Paul Hammerich udgav i 1986 "Lysmageren" om Poul Henningsen og debuterede i 1988 som musicalforfatter på Det Kongelige Teater med "Esther". I årene 1979 til 1983 var han formand for Det Danske Filminstituts bestyrelse. Han var endvidere medlem af Det Danske Gastronomiske Akademi. Paul Hammerich modtog i 1978 Søren Gyldendal Prisen, i 1981 Publicistprisen og i 1987 De Gyldne Laurbær. Han var gift tre gange. I 1950 blev han gift med oversætteren Ida Elisabeth Roos (1930-2007), der oversatte tegneserien "Radiserne". Sammen fik de sønnen Rumle Hammerich. Paul Hammerich blev den 12. august 1962 gift med journalist Inge Kristensen (f. 12-05-1937), men ægteskabet blev senere opløst. Han var fra den 28. maj 1982 til sin død gift med skuespillerinden Malene Schwartz.

Bøger om Paul Hammerich:
"Fantasi og hjerte - en bog om Paul Hammerich" af Herdis og Johannes Møllehave


Har arbejdet med følgende 3 TV serier:
MatadorManuskript
Huset på ChristianshavnManuskript
Een stor familieManuskript

Har arbejdet med følgende 4 revyer:
Igenboerne (1969)Tekst
Holstebro-revyen (1975)Tekst
Stig på (1975)Tekst
Holstebro-revyen (1976)Tekst