BiografiPaulina Schumann døde efter at hun var blevet smittet med den frygtede coronavirus. Hun blev 99 år og kunne i februar 2021 have fejret sin 100 års fødselsdag. Paulina Schumann (Paulina Luisa Andreu Busto) var datter af den berømte verdensklovn
Charlie Rivel (døbt José Andreu Lasserre) (28-04-1896 - 26-07-1983) og Carmen Busto.
Charlie Rivel var født i Spanien og fik sit gennembrud som August i "Trio Rivels", som i 1920erne og 1930erne slog sit navn fast som en af klovnhistoriens største trioer. Paulina Schumann var selv født i Spanien men var opvokset uden for Paris, hvor faderen var fast bosat. Hun blev uddannet i ballet og fik som sine brødre en all-round artistuddannelse. Allerede 5 år gammel fik hun i 1926 sit gennembrud, hvor hun begejstrede publikum i Empire Circus-Theatre i Paris med en parodi på Josephine Baker. I de følgende år optrådte hun sammen med sin familie i cirkus og varieteer over hele Europa. Hun blev den 28. november 1946 gift i Oskarskyrkan i Stockholm med cirkusdirektør Albert Maximillian Schumann (17-03-1915 - 08-08-2001). Parret fik to sønner, Benny Schumann og Jacques Schumann. Det var som hestedressør og rytter hun i sin tid optrådte i manegen i Cirkus Schumann som en ægte cirkusprinsesse. Sammen henrykkede ægteparret fra 1949 til 1968 cirkuspublikum i Cirkusbygningen i København med elegante hestedressurnumre og gjorde Cirkus Schumann til et af verdens førende. Ud over i Cirkusbygningen mødte man Paulina Schumann og hendes familie bl.a. i cirkusbygningerne i Göteborg og Stockholm, ligesom hun gjorde lykke med sin frihedsdressur i det engelske Cirkus Bertram Mills. Paulina Schumann brød med den lidt stive tradition i cirkus til fordel for det glitrende pragtshow med kostbare kostumer, lækre lydeffekter og moderne musik. Særligt huskes parrets frihedsnummer fra 1966 "Rhapsody in Blue", hvor 12 smukke skimler i køligt blåt lys dansede til Gershwins musik - og som var et af de smukkeste numre, der overhovedet har været vist i en manege. Siden blev parret dog skilt, men bevarede venskabet. I 1969 afviklede de virksomheden i Cirkusbygningen i København og bosatte sig hver for sig i Spanien. I mange år bistod hun sin far ved hans optræden. Han havde herhjemme i 1960erne engagementer i Lorry, Cirkus Moreno, Cirkus Schumann og optrådte på Dyrehavsbakkens Friluftsscene, ligesom han i 1970erne medvirkede i Volmer-Sørensen's revyer i Nykøbing Falster. I 2008 hædrede den spanske regering hende med den fornemme pris Medallas de Oro al Mérito en las Bellas Artes, som er den fornemste pris Spanien hædrer en kulturpersonlighed med. Guldmedaljen blev overrakt af Kong Juan Carlos ved en højtidelighed i Teatre Columbas i den nordvestspanske by A Coruña den 15. oktober 2008. Paulina Schumann var et års tid før sin død flyttet fra sin lejlighed til et plejehjem i den samme by Cubelles syd for Barcelona, hvor i øvrigt hendes far var født.