Karen Mølholm
Født: 27-2-1920 i Helsingfors, Finland
Død: 12-3-2005 (85 år)
Gravsted: Garnisons Kirkegård - Kbh

Biografi
Karen Mølholm, der var datter af grosserer, komponist Frederik Theodor Louis Mølholm (05-05-1881 - 14-05-1960) og hustru Astrid Aagot Ebba Balthazar-Christensen (19-04-1896 - 14-01-1958), blev student fra Falkonergården i 1939 og cand.mag. i september 1959. Hun optrådte allerede som 6-årig i Odd Fellow Palæets lille sal. Senere blev hun uddannet og virkede som skuespiller og visesanger bl.a. sammen med Kai Ewans i en Casino-revy, ligesom hun spillede med i "Ebberød Bank" over hele landet med Osvald Helmuth i hovedrollen. På Odense Teater spillede hun Rose i "En yndig pige" i sæsonen 1940-41. Hun bestod i 1941 Skuespillerforbundets optagelsesprøve i Riddersalen. I 1941 var hun med i Hornbæk-Revyen og i 1943 medvirkede hun i "Värmlændingerne" på Bellahøj Friluftsteater. Hun afbrød karrieren, da hun den 5. november 1945 blev gift på Gentofte Rådhus med teater- og musikhistoriker, professor, dr. phil. Torben Thorberg Krogh med hvem hun fik to døtre, iscenesætter Line Krogh og skuespiller Malene Krogh. Karen Mølholm blev selv en af de første magistre i teaterhistorie herhjemme. Efter sin eksamen virkede hun som lektor i teaterhistorie på Københavns Universitet, hvor hun af helbredsmæssige grunde trak sig tilbage midt i 1970erne. Ved siden af dette virke var hun engageret i en række andre ting - fra hovedstadens forskønnelse til retten til en værdig død. Hun forskede i guldalderens teater og publicerede adskillige videnskabelige afhandlinger og sammen med kollegaen Jytte Wiingaard tog hun sig af de nyere skuespiller biografier i Dansk Biografisk Leksikon. Karen Mølholm sad i en række år i Folkeuniversitetets Programudvalg og i bestyrelsen for Shakespeare-Selskabet.


Har medvirket i følgende 3 revyer:
Casino 1944 1945
Hornbæk Revyen 1941