Kirsten Siggaard
Født: 7-9-1954 (70 år)

Biografi
Kirsten Siggaard optrådte allerede som seksårig på tv sammen med tegneren Jørgen Clevin (24-04-1920 - 07-08-1993). og deltog som 18-årig i Ekstra Bladets Pladechance. Hun kom med som sangerinde - først i Pussycats og senere i Hokus Pokus og spillede på kroer, i foreninger og til halballer. Kirsten Siggaard, der er bankuddannet havde job i Handelsbanken i Slagelse, da hun i 1984 sammen med Søren Bundgaard vandt det danske Melodi Grand Prix med sangen "Det lig'e det". Det vakte ekstra begejstring, at det indgik i deres indslag, at Søren Bundgaard mod sangens slutning blev skubbet i en swimmingpool. I årene 1985 og 1988 gentog de sejren i Melodi Grand Prix med henholdsvis "Sku' du spørg' fra no'en" og "Ka' du se hva' jeg sa'e". I de mellemliggende år deltog de uden at vinde med "Sig det som det er" (1986) og "Farvel og tak" (1987). Sammen med Søren Bundgaard fik hun kæmpe succes med duoen Hot Eyes. I årene 1984 til 1989 turnerede de sammen til byfester og andre musikarrangementer. Deres første LP blev solgt i over 50.000 eksemplarer. Kirsten Siggaard forlod midt i 1980erne sit job i banken for at blive sangerinde på fuld tid. I sommeren 1989 ophørte samarbejdet med Søren Bundgaard og Kirsten Siggaard blev stadig mere efterspurgt som solist og skuespiller i teaterforestillinger og musicals. Allerede i 1986 havde hun sin første teaterrolle i Lorry som piccoloen i farcen "Solstik". Hun havde hovedrollen i "Piaf" på Det Ny Teater i 1991 og var i 1993 med i "Les Miserables" på Østre Gasværk. Hun har indspillet et utal af grammofonplader, herunder i duet med bl.a. Gilbert O'Sullivan og Tommy Körberg, ligesom hun har har været på koncertturneer, haft solistoptræden i udlandet og optrådt i TV-shows. Kirsten Siggaard har desuden medvirket i mange af landets revyer bl.a. i Nykøbing Falster, på Sørup Herregård, Brædstrup, på Damhuskroen, Kerteminde, Nakskov, Kolding Sommerrevy og Rottefælden i Svendborg. Kirsten Siggaard blev i 1979 gift med Jørgen Andersen. Parret blev skilt i 2017.