BiografiSkuespillerinden Inger Gleerup Andersen begyndte sin teaterkarriere ved Odense Teater, hvis elevskole hun gennemgik 1955-57 efter at have læst hos Poul Juhl. Hun var engageret ved Odense Teater til 1960 - med roller i »Kirsebærhaven«, »Bernardas hus« og Kaj Munks »Havet og menneskene«. I første halvdel af 60'erne optrådte hun på Aarhus Teater - hun var bl.a. kvinden med barnet i »En idealist« - og var desuden blandt de skuespillere, der var med til at starte den lille intimscene Svalegangen. Her gjorde hun megen lykke i Erik Knudsens satiriske cabaret »Ned med kulturen«, som hun også var med i, da hun fra 1965 til 1968 flyttede til Aalborg Teater. Til dette teater var hun knyttet et par sæsoner og gik derefter over til free lance. På Aalborg Teater traf hun iøvrigt skuespilleren
Poul Glargaard som hun fik en datter sammen med. Hun medvirkede i flere revyer og i hørespil og oplæsninger i radioen. Men opgaverne hang ikke på træerne, og efterhånden trak hun sig helt tilbage fra scenen. Hun vedblev at virke som oplæser, men var ellers de sidste mange år ansat på Det Kgl. Bibliotek. Inger Gleerup var gift med teaterkritikeren og forfatteren Mogens Garde.