Bent Werther
Født: 8-11-1932 i København
Død: 24-6-1973 (40 år)
Gravsted: Søndermark Kirkegård - Frederiksberg (fællesgrav)

Billede af Bent Werther
Biografi
Bent Werther voksede op i Nyboder i det indre København. Han prøvede lidt af hvert inden sin sangkarriere. Han var fx. tjenerelev i Malmø og træstubbe-sprængningsekspert i de norske skove. I 1956 kom han med i vokalkvartetten Four Jacks efter at Otto Brandenburg havde opdaget ham som sanger på en natklub. Gruppen fik sin storhedstid i perioden 1957-1963 efter at have været på TV i foråret 1957. Four Jacks fik i 1956 pladesucces med deres første singleplade "Den vilde vind" og "Slentre gennem regn". Året efter indspillede de "Når lygterne tændes", "Den fredløse", "På en ø i oceanet" og i 1958 "Æselsangen". I 1957 debuterede Bent Werther som pladesolist med "På kvisten hos Joe". Efter tre år udtrådte Otto Brandenburg af gruppen nytårsaften 1958, da han i stedet ønskede at være rocksanger. James Rasmussen kom med i stedet. Gruppen fik de følgende år en meget stor succes med pladesuccesser som "Tom Dooley", "Ciao Ciao Bambina", "Waterloo", "Personality", "Bare man har det godt", "Tapre Ørn", "Oh, Marie jeg vil hjem til dig", "Kom til Alaska", "Skræddervisen", "Det var på Capri" og "Mandalay". Four Jacks debuterede den 2. februar 1957 i et af den tids mest populære underholdningsprogrammer i radioen. Four Jacks var i disse år det mest populære band herhjemme. De havde bl.a. tv-optræden i Volmer-Sørensens "TV i Tivoli" og i Otto Leisners "Pladeparade". Når de ikke optrådte i radio og tv turnérede de rundt i landet. Four Jacks gæsteoptrådte i Sverige, Norge og Island og medvirkede i TV-show i Tyskland. De var med i forestillingen "Sommer i Tyrol" på ABC-Teatret. Gruppen var i tre år med i Tivoli revyen og i to år hos Povl Sabroe i Cirkusrevyen på Bakken. Bl.a. sang de i 1961 den morsomme nye tekst til "Jens Hansen’s bondegård". De medvirkede også i et par film. Bl.a. synger de kor for Frits Helmuth, Dirch Passer og Ove Sprogøe i "Styrmand Karlsen", og kan også ses på filmen. I filmen "Prinsesse for en dag" optrådte de som sørøvere med sangen "Mytteriet på Bounty". Bent Werther forlod gruppen i februar 1964 for at blive solist og optrådte bl.a. på Granada Bar på Nørrebro og Cafe Øresund i Nyhavn. Men han fik ikke den samme store succes som solist og fik en professionel og personlig nedtur med sygdom og alkoholproblemer. Han fik dog en række hits på plade i årene 1965-1972 bl.a. "Jeg har en tiger i mit hus" og "En go' fidus". Fra midten af 1960erne etablerede han et samarbejde med Gustav Winckler. De dannede en et showpar og turnerede i begyndelsen af 1970erne rundt i landet med "Bugtalersangen", "Bare der er sol i dine øjne", "Den rige og den fattige" og "Hønsefarmen". Sammen med Gustav Winckler var han netop påbegyndt en lang turné omfattende over 100 forskellige jobs, da han pludselig forsvandt efter en optræden og ikke mødte op til den næste. Det var almindelig kendt i branchen at Bent Werther havde store alkoholproblemer. Til sidst blev han fundet syg i Esbjerg og blev i hast indlagt på Gentofte Amtssygehus. Efter tre dage på sygehusets afdeling for leversygdomme, døde han uden at være kommet til bevidsthed. Bent Werther var gift med Anita Lindskrog fra ca. 1952 til 1955. Bent og Anita fik tre børn sammen. Derefter gift med Lonni Hermansen, med hvem han fik tvillinger. Jonna Werther var Bents sidste kone, med hvem han igen blev far til tvillinger.


Har medvirket i følgende 3 film:
Styrmand Karlsen (1958)Sømand / Sanger i Four Jacks
Prinsesse for en dag (1962)Sanger i Four Jacks
Flådens friske fyre (1965)Kok - officers messen

Har medvirket i følgende 4 revyer:
A.B.C. revyerne 1957 1964
Cirkusrevyen 1961
Tivoli 1958

Har arbejdet med følgende 1 film:
Natlogi betalt (1957)Sanger

Har arbejdet med følgende 1 revyer:
Grenaa Revyen 1978 (1978)Tekst