Lennart Fisker
Født: 11-7-1941 (83 år) i Hellerup

Biografi
Lennart Fisker, der er søn af grosserer Mogens Fisker og hustru Anna Margerit Hakonson, producerede sidst i 60'erne en film om Århus Pigegarde og spillede i efteråret 1967 soldat i skolescenens forestilling "Andorra". Han skrev 1967-68 drejebog til novellefilmen "Hullet" og kom derigennem i kontakt med Louis Miehe-Renard, der havde ambitioner om eget filmselskab. Mest for sjov fik han herigennem en mindre rolle i filmen "Dyden går amok", som blev optaget i Palmehaven's festsale ved Charlottenlund station, hvor Saga Film havde lejet sig ind. Her byggede man kulisserne til filmen op, og producerede filmen i lokaliteter uden de større faciliteter. Siden kom Lennart Fisker til Gutenberghus Reklamefilm og til Laterna Film, hvor han blev instruktørassistent på kortfilm. Desuden var han råklipper på filmen "Ang. Lone". Efter hans første redigering foretog Christian Hartkopp som filmklipper den færdige redigering, som måtte udføres hjemme hos instruktøren Franz Ernst, der var syg og sengeliggende af leddegigt. I en periode var Lennart Fisker inspektør for Triangel biografen på Østerbro i København. Han deltog også i arbejde med at lave synopser til børnefilm, men uddannede sig derefter som lærer og har siden haft job på forskellige skoler. Desuden har han arbejdet med at lave børne TV og har gennem en længere årrække været formand og producent for den lokale tv-station FjordTV Halsnæs. I 2008 modtog han årets SIND-pris for sin mangeårige tv-dækning af det psykiatriske område.


Har medvirket i følgende 1 film:
Dyden går amok (1966)Gæst ved Faneoverrækkelsen.

Har arbejdet med følgende 1 film:
Ang.: Lone (1970)Klip