Beliggenhed: Jægersborg Allé 44
Det splinternye biografteater - Allé Teater på Jægersborg Allé slog dørene op for publikum i december 1935 med skuespilleren Robert Schyberg som biografdirektør. Salen rummede ikke mindre end 550 pladser. Indvielsen af det nye Allé Teater skete på en tid, hvor de moderne lydfilm slog igennem og de gammeldags stumfilm gik hurtigt i glemmebogen. Filmene blev optaget på et ligeså nymodens produkt, nemlig plastik, som celluloidfilm blev fremstillet af.
Op gennem 1940’erne og 1950’erne strømmede gentofteborgerne til Allé Teatret. Publikum blev vist ind i salen af en piccolo, og hvis han mistænkte nogen for at være for ung, slap man ikke forbi. De bagerste rækker var populære for kærestepar, for der kunne man sidde i fred for nysgerrige blikke. Forestillingerne søndag eftermiddag var meget populære, for søndag var fridag. Dengang var lørdag almindelig arbejdsdag, og skulle hele familien i biografen sammen, foregik det søndag eftermiddag. De mest populære film i 1950’erne var de amerikanske lystspil eller danske Morten Korch-film, hvor helten og heltinden altid fik hinanden til sidst. For børnene blev der vist "Far til Fire" med Lille Per i hovedrollen som den altid sjove og opfindsomme lille dreng. Biografen lukkede i 1971 og blev nedrevet i begyndelsen af 1980erne til fordel for et supermarked. (Kilde: Mette Henriksen, Lokalhistorisk Arkiv, Gentofte)
Biografen Allé Teatret blev brugt som lokation i den scene i filmen "Støv på hjernen", hvor Helle Virkner køber biografbilletter.