Hans Vangkilde
Født: 28-5-1924 i Århus
Død: 23-1-1980
Gravsted: Manglende oplysning

Billede af Hans Vangkilde
Biografi
Hans Keld Vangkilde, der var søn af fisker Esper Laursen og hustru Laura Elisabeth Vangkilde, blev oprindelig uddannet som pianist på Århus Musikkonservatorium. I 1947 rejste han på et legat fra modstandsbevægelsen til Chicago for at videreuddanne sig på konservatoriet der. Samtidig fik han ansættelse hos NBC først i diskoteket og siden på programsiden, hvor han bl.a. producerede en ugentlig udsendelse "Scandinavians souvenirs". I 1950 begyndte han som free lance musikkonsulent i Danmarks Radio. Hans Vangkilde var i 1958 med til at starte Radio Mercur og var indtil stationen lukkede i 1962 dens programchef. Han stod bl.a. for programmerne "Nu kan det være nok" og "Ugens Top-Ti". Derefter arbejdede han en overgang som filminstruktør i Gutenberghus. I 1965 blev han fast ansat i radioens underholdningsafdeling, hvor han stod for adskillige udsendelser på P3 om eftermiddagen, men mest kendt blev han nok for udsendelser som "Hotel Evergreen", "Giro 413" og serien "Mit livs eventyr", hvor han interviewede en række personligheder inden for international showbusiness, deriblandt Noel Coward, Louis Armstrong, Duke Ellington, Victor Borge og Sammy Davis. Hans Vangkilde skrev også musik til en række grammofonplader samt til spille- og dokumentarfilm. Under en orlov fra Danmarks Radio var han gæsteprofessor ved Hufstra Universitetet i New York, hvor han underviste i radio og i dokumentarfilm. Hans Vangkilde blev i 1959 skilt fra Asta Land Jensen og giftede sig den 5. november 1960 i Citadelskirken i København med sekretær Grethe Hanna Jensen (f. 18-11-1938)


Har arbejdet med følgende 3 film:
Skibet er ladet med (1960)Musik
Mellem venner (1963)Musik
Stenbroens 'helte' (1965)Musik

Har arbejdet med følgende 2 revyer:
Holstebro-revyen (1973)Musik
Holstebro-revyen (1974)Musik