BeskrivelseKim (Preben Ploug) løslades efter afsoning af en voldtægtsdom. Han opsøger sine gamle forbrydervenner "Basse" (Preben "Basse" Nicolaisen) og "Kronprinsen" (Poul Martin) på et københavnsk værtshus, hvor Tove (Annette Post) er en halvprostitueret barpige. Kim beslutter, at de skal ud og ’støve noget af det frække op’, så sammen med Kaj (Lars Lie) og Søren (Tage Røpke) tager de ind på et dansested, hvor pigtrådsorkestret "The Weedons" spiller. Det ender hurtigt i slagsmål, fordi Kim forulemper en dame. Vennerne fortsætter hjem til "Basse", der bor hos sin fordrukne far (Bjørn Jensen), og her spiller de kort og drikker videre. Kim er ikke med fra starten, for han er vendt tilbage til Tove for at tilbyde hende ’200 for det’, men han bliver smidt ud af værtshuset. Vennerne holder herefter en fest i en onkels sommerhus ved Greve. Der er masser af sprut, og "Basse" har skaffet nogle villige barpiger. - Toves 15-årige lillesøster Inge (Marianne Themsen) ’render med mandfolk’, nemlig den gode Søren. Hun får derfor tæv med en livrem af sin fulde far (Gunnar Stephan). Inge flygter hen til Søren, men Tove finder ud af det, og deres skrappe mor (Rigmor Post) opsøger herefter Inge, som flygter ned på gaden og bliver kørt ned af en bil. Imens har Kim, "Basse", "Kronprinsen" og Kaj lavet et bræk til 32.000 kr. for at kunne fortsætte ’festerne’. Da Kim senere hører, at Tove, som jo har afvist ham, også sladrer om Inge, bliver han så gal, at han beslutter, at de skal bortføre Tove og give hende en lærestreg. Tove bliver bortført til sommerhuset, men "Basse", "Kronprinsen" og Kaj får ’kolde fødder’ og stikker af. De bliver dog meget hurtigt anholdt for medvirken i brækket, og samtidig leder de politiet på sporet af Kim og Tove, men for sent: Kim ville have ’ordnet’ Tove, men han er i stedet kommet til at kværke hende. Inge overlever trafikulykken, og til sidst får hun og Søren hinanden. Men Kim er i fængsel, igen. - Undervejs i filmen synger Marianne Themsen bl.a. "Jeg gi’r dig en lok af mit hår", som hun også fik udsendt på en singleplade på Sonet.
"Mellem Venner" er den første af 3 ungdomsfilm, som Pingvin Film og Poul Nyrup lavede. De andre film er "
Villa Vennely" (1964) og "
Stenbroens "helte"" (1965).