Hagen Hasselbalch
Født: 1-10-1915 i København
Død: 28-6-1997
Gravsted: Egebæksvang Kirkegård - Nordsjælland

Biografi
Hagen Hasselbalch, filminstruktør, cand.polyt., blev student i 1933 og fik sin uddannelse på Wissenschaftliches Photographisches Institut, Technische Hochschule i Dresden 1933-34 og ved Graphische Lehr- und Versuchsanstalt og Tonfilmseminar am Bauernmarkt i Wien 1934-35. Han blev stud. polyt. ved Danmarks Tekniske Højskole i 1935 og cand. polyt 1940. I 1941 blev han volonterende instruktørassistent ved Nordisk Film og var i årene 1944 til 1948 aktionær, bestyrelsesformand og instruktør for Minerva Film. Under besættelsen lavede han kortfilm og slog i 1945 igennem med den antinazistiske dokumentarfilm "Kornet er i fare". Hans trafikfilm fra Københavns Lufthavn i Kastrup "Hvor vejene mødes" fra 1948 regnes for et hovedværk i dansk kortfilm. Han forlod Minerva Film i 1948 for at tiltræde et 3 måneders engagement hos Unesco i Venezuela, Ecuador, Peru og Uruguay. Fra september 1948 til april 1949 var Hagen Hasselbalch tilknyttet International Tuberculosis Campaign som leder af filmprogrammet. Han var free lance fra april 1949 til september 1950 og derefter indtil april 1952 tilknyttet Crefal som leder af Unescos audiovisuelle udviklingscenter i byen Pátzcuaro i Mexico. I 1950 kom hans populære grønlandsfilm "Grønland i sol". Efter produktionssamarbejde med Minerva udviklede han egen produktionsvirksomhed. Han gennemgik statsradiofoniens fjernsynsproducer-kursus i 1953. Hagen Hasselbalch købte først i 1960erne et stykke jord direkte på klippekysten nær den lille by Porto Petro på Mallorca, hvor han lod opføre et typisk mallorcinsk landhus. Hans forsøg med en spillefilm "Panik i Paradis" i 1960 var ingen succes. En af hans sidste kortfilm var "Appolonia" om en gammel bondekones liv på Mallorca. Hagen Hasselbalch blev den 15. december 1943 gift på Københavns Rådhus med danse- og gymnastiklærerinde Birthe Hasselbalch (født Brüel) (18-07-1920 - 2012). Han var far til cand.mag., litterær oversætter, sanger og sangskriver Iben Hasselbalch (f. 24-03-1949)


Har arbejdet med følgende 3 film:
Thummelumsen (1941)Instruktion assistent
Gaa med mig hjem (1941)Instruktion assistent
Panik i Paradis (1960)Instruktion, Fotograf, Klip, Manuskript