Kaj Munk
Født: 13-1-1898 i Maribo
Død: 4-1-1944
Gravsted: Vedersø Kirkegård

Billede af Kaj Munk Billede af Kaj Munk
Biografi
Kaj Harald Leininger Munk, præst og forfatter, var søn af garvermester Carl Immanuel Petersen (1857-1899) og hustru Ane Mathilde Christensen (1868-1903). Han var fætter til digter og forfatter Nis Petersen (22-01-1897 - 09-03-1943). Efter forældrenes død kom han i pleje hos - og blev adopteret af moderens kusine Marie, gift med parcellist Peder Christian Sørensen Munk i Opager på Lolland. Han blev student i 1917 fra Nykøbing Katedralskole, cand. theol fra Københavns Universitet i 1924 og samme år ansat som præst i Vedersø. Ved siden af ain præstegerning var han dramatiker og en ivrig samfundsdebattør. Allerede i 1924 indsendte han "En Idealist" til Det Kgl. Teater, men fik først sit gennembrud i 1931 med stykket "Cant" og året efter endnu en succes med "Ordet" (filmatiseret 1955). Fra midten af 1930erne var han Danmarks og Nordens mest spillede dramatiker. Blandt hans skuespil er bl.a. "De Udvalgte", "Diktatorinden", "Han sidder ved Smeltediglen", "Egelykke" og "Før Cannae". Han advarede tidligt mod et nazistisk angreb på Danmark. Under besættelsen opfordrede han til modstand og opildnede til kamp. Han blev af den grund udsat for skærpet overvågning og fik i november 1943 forbud mod at prædike i København, men gjorde det alligvel den 5. december 1943. Den 4. januar 1944 blev han hentet i præstegården i Vedersø af en tysk terrorgruppe og dræbt i Hørbylunde Bakker ved Silkeborg. I 1938 blev Kaj Munk Studenternes æreskunstner. Han blev gift den 13. januar 1929 i Skarrild med Elise (Lise) Marie Jørgensen (08-09-1909 - 09-09-1998)


Har arbejdet med følgende 3 film:
Det gyldne smil (1935)Manuskript
Ordet (1955)Efter skuespil af
Havet og menneskene (1970)Efter skuespil af

Bøger om Kaj Munk:
Foraaret saa sagte kommer af Kaj Munk
Kaj Munk - Digter, præst og urostifter af Per Stig Møller