Erik Ole Olsen
Født: 16-7-1921 i København
Død: 12-5-2000
Gravsted: Manglende oplysning
Biografi
Erik Ole Olsen var søn af fotograf Einer Olof Olsen og hustru Anna Alida Cecilie Bernsteen og 3. generation efter den navnkundige Ole Olsen, der grundlagde Nordisk Film. Efter en 10 årig uddannelse på filmselskabet Palladium med flere selvstændige spillefilmopgaver som fotograf var han i to år instruktør og fotograf ved Minerva Film. Derefter gik turen til USA og Canada for videre uddannelse og optagelse af bl.a. farvefilm til dels for egen regning og for Statens Filmcentral. Efter hjemkomsten i 1951 etalerede han sit eget kortfilmselskab, hvor han fungerede som producent, manuskriptforfatter, produktionsleder, instruktør, fotograf, lampeslæber og filmklipper. I denne periode lavede han en del film for Dansk Kulturfilm og Ministeriernes Filmudvalg, bl.a. en del lægevidenskabelige farvefilm, bl.a. "How Locusts Fly", som blev tilkendt 1. pris ved en international filmvidenskabelig kongres i Padova i Italien i 1953. Samme år - før fjernsynet rigtigt var blevet officielt - blev han sammen med 10 andre film og teaterfolk indbudt til Danmarks Radios første producerkursus. Dette kursus resulterede i en hel del free lance producerarbejde for tv indtil man i 1954 oprettede en filmsektion, hvor man ansatte Erik Ole Olsen som chef. Fra 1954 til 1966 byggede han TV's filmafdeling op og var med til at præge udviklingen i disse spændende år. Efter mange år som filmmand fik han i 1966 biografbevillingen til Birkerød Bio. Erik Ole Olsen blev den 12. november 1948 gift i Ordrup Kirke med sekretær Ruth Sørensen, født Pedersen (f. 25-12-1917)