BiografiMax Munch Rosasco Louw, arkitekt, var søn af teatermaler Richard Louw (09-11-1888 - 04-05-1943) og hustru Valborg Angelika Rosasco (f. 1890). Han blev efter realeksamen uddannet som teatermaler hos faderen og derefter uddannet som arkitekt i Danmark, Sverige og Tyskland. Max Louw var i sine unge dage filmarkitekt og dyrkede tillige malerkunst og billedhuggerkunst og han fik stor ros for sine smukke teaterdekorationer. Sammen med faderen stod han sidst i 1930erne bl.a. for dekorationer til forestillingerne "Københavnerliv" og "Jorden rundt i 80 dage" på Nørrebros Teater. Til Dyrehavsbakkesæsonen 1940 ombyggede og nyindrettede han den daværende restaurant Tivoli-cafeen til den elegante "Kom Om Bord, der var indrettet som storsalonen i en luksus-liner med maritimt tilsnit. Livet igennem havde han forretninger - ikke mindst indenfor hotel- og restaurationsbranchen. Han havde evnen til at stille sig selv i relief og at oparbejde en slags Max Louw-stil, som blev dyrket af dem der udtrykte deres foragt for Kunstakademiet. Selv
Poul Henningsen koketterede med et sværmeri for Max Louw, da denne byggede luksushotellet Kystens Perle i Snekkersten i ren Hollywood-stil. Hotellet, der blev bygget i begyndelsen af 50'erne var i en særpræget modernistisk stil og var et af 50'ernes og 60'ernes absolutte in-steder. Blandt hans øvrige bygværker er restaurant Syv små hjem. Han hentede inspiration fra Sydeuropa og USA og udmøntede den i projekter til feriebyer og højhuse, som dog ikke blev bygget. Hans eget hus i Rågeleje og hans typehuse var enklere og mere rationelle. De sidste fire år levede han som udenlandsdansker på Tenerife, hvor han til sin død arbejdede som arkitekt og maler. Han var først gift med Tove Junia Marie Larsen. Ægteskabet ophørte den 24. februar 1944, hvorefter Max Louw den 15. august 1944 blev gift i Nødebo Kirke med direktrice Kirsten Erhardt Mikkelsen, født Thomsen (15-04-1917 - 2011)