Mimi Heinrich
Født: 1-11-1936 i Hellerup
Død: 31-5-2017 Mindebog
Gravsted: Hellerup Kirkegård - Kbh

Billede af Mimi Heinrich Billede af Mimi Heinrich
Biografi
Mimi Heinrich, skuespillerinde og forfatter, der var datter af grosserer Max Heinrich og hustru Anna Margrethe Petersen, filmdebuterede i 1954 i "Jan går til filmen". Hun medvirkede fra midten af 1950erne og 10 år frem i en række film, hovedsageligt lystspil med datidens folkekære skuespillere. Det var en sensation, da hun som den 19-årige teenager i 1955 viste sig nøgen i filmen "Blændværk". Blandt de danske film medvirkede hun bl.a. i "Færgekroen" og havde desuden roller i udenlandske filmproduktioner som "Das haut einen Seemann doch nicht um" (1958), "Journey to the Seventh Planet" (1962) og "The Keeler Affair" (1963). Ind imellem de mange filmroller som den forfængelige og søde pige var hun med i Cirkusrevyen i 1962. Hun læste hos Blanche Funch og blev uddannet på Privatteatrenes elevskole 1955-57. På Det Ny Teater spillede hun "Den indbildt syge"s lille datter og Mogens Wieths datter i "Toreadoren" i 1957. Hun havde endvidere teaterroller som Laurie i "Hold fast med venstre hånd" og Rita i "Billy Løgneren". Gennem 12 år var hun fra 1962 bosat i Hollywood og medvirkede i 1965 i en episode af serien A/S Storsvindlerne med Gig Young (04-11-1913 - 19-10-1978) og Charles Boyer (28-08-1899 - 26-08-1978). I 1970 udgav hun romanen "En by i sort og hvidt". Mimi Heinrich blev gift i 1958 i Albano ved Rom med den amerikanske forfatter Kells Elvins, der døde pludseligt i 1961 - 47 år gammel - samme nat som hun havde sin debut som modeambassadør på det hotel i New York, hvor de boede. Efter hans død blev hun gift med lederen af filmselskabet Universals juridiske afdeling Joseph Dubin. I 1974 flyttede hun fra et stort hus i Hollywood tilbage til Danmark, hvor hun bosatte sig i Stubbekøbing på Falster og fra 1975 levede sammen med sin tredje mand, kunstmaler og billedhugger Christian Reesen Magle (12-11-1925 - 1996). I årene fra 1978 til 1982 var hun biografdirektør for Stubbekøbing Bio, men store planer om at gøre byen til en større filmby løb dog ud i sandet. I 1981 udgav hun sammen med tegneren Claus Gress fra Fejø digtsamlingen "Her bor vi og her er dejligt", der er en lang, poetisk kærlighedserklæring til egnen omkring Stubbekøbing. Hun var mor til organisten og komponisten Frederik Magle (17-04-1977) og sammen med sin søn udsendte hun i 1994 sangstykket "Sangen er et eventyr" efter H.C. Andersens eventyr. I 1995 medvirkede Mimi Heinrich på Amagerscenen i "The Sound of Music". Ved sin død var hun bosat i Ramløse i Nordsjælland sammen med sin fjerde mand Bengt Gram.


Har arbejdet med følgende 1 revyer:
Ørbæk Revyen (1984)Instruktion