BiografiJohn Martinus, skuespiller, voksede op i Sydhavnskvarteret i København og det lå meget tidligt i kortene at han skulle være skuespiller. Allerede som 11-årig vandt han en amatørkonkurrence på Dyrehavsbakken, hvor han forklædt som vaskekone sang "En, to, tre og Vupti Karoline". Han var med på Solby-Scenen og skrev som 15-årig sin første revy med navnet "Martini Revyen - humør på bestilling". Han debuterede på Det ny Teater i Leck Fischers "Vores egen ø" i 1954. John Martinus blev aldrig uddannet som skuespiller. Som værnepligtig skrev han flere soldaterrevyer og i den forbindelse fik han i 1961 kontakt med Robert Arnold og Rottefælden i Svendborg, og sprang fra en kontorstol hos Mobil Oil og fik sin revydebut. Vinteren efter blev han ansat som altmuligmand på Folketeatret, hvor han bl.a. var påklæder for Kjeld Petersen. I en årrække havde han forskellige jobs, bl.a. som regissør. I 1967 jublede Rottefældens publikum sig over hans festlige parodi på tv-udsendelsen "Spørg Århus". Ikke mindst i revyerne gjorde John Martinus sig siden gældende som både skuespiller, instruktør og tekstforfatter. Han var involveret i mere end 50 revyer. Udover Rottefælden i Svendborg medvirkede han i Cirkusrevyen, Nykøbing Falster Revyen og revyer i Hjørring, Randers, Holstebro, Silkeborg, Lindenborg og Viborg og i revyen i Rødvig på Stevns. John Martinus modtog æresprisen i Revyernes Revy efter at have forestillet så forskellige figurer som Hitler, Khomeiny,
Jens Jørgen Thorsen, Henrik Voldborg,
Kristen Poulsgaard,
Poul Schlüter, Gert Petersen og Niels Helveg Petersen. I 10 år var han fortrinsvis revyskuespiller med mindre roller om vinteren, bl.a. i "Hamlet" på Det Danske Teater. I årene 1972-1976 havde han engagement på Aarhus Teater, hvor han i 1974 fik et gennembrud med rollen som Løjtnant von Buddinge i "Genboerne". Desuden havde han roller på Amager Scenen, Nørrebros Teater, Privatteatret og på Det Ny Teater. Han spillede især roller i komedier og lystspil f. eks. i "Den grønne elevator" og "Hvem støver af" på Privatteatret. I senere år markerede han sig tillige som karakterskuespiller bl.a. i rollen som den indremissionske prædikant Peter Skrædder i Kaj Munks "Ordet" på
Betty Nansen Teatret i 1991, som påklæderen i "Osvald & Søn" på Privatteatret i 2003 og i Harold Pinters "Hjemkomsten" på Det Kongelige Teater i 2007, hvor han spillede sammen med
Jørgen Reenberg. På Det Kongelige Teater spillede han også den kvindelige hovedpersons tilbeder i forestillingen "Vild hverdag". På film spillede John Martinus bl.a. en af Nordsjællands velhavende borgere i "Idioterne" og den sympatiske bestyrer af toiletterne på Københavns Hovedbanegård i "Bænken". I tv-serien Matador havde han rollen som Ingeborg Skjerns nazistiske eksmand Holger, ligesom han var Skriverhans i tv-teatrets udgave af "Eventyr På Fodrejsen". Desuden medvirkede John Martinus i tv-serierne "Morten Korch" og "Hotellet". John Martinus var gennem 16 år formand for Danske Revyvenner, der er en støtteforening til Revymuseet på Frederiksberg. Han var aktiv på scenen til det sidste og skulle sammen med sin pianist Michael Due have været på turné rundt i landet med forestillingen 'Revyminder fra dengang det var før'. (Minibiografi om John Martinus i bogen "Dem jeg mødte på vejen" af Claus Rudbeck).