Biografi
Christoph Ernst Friedrich Weyse, komponist og organist, var søn af en urtekræmmer og tidligere borgerkaptajn. Han blev i 1789 af sin onkel sendt til København for at blive uddannet. Frem til 1893 fik han undervisning af bl.a. kapelmester Johan A. Peter Schulz. Fra 1790'erne kendes nogle små sange i Schulz' folkelige stil og nogle klaverstykker. Weyse fandt snart fodfæste i byens musikliv, trådte frem som pianist med bl.a. Mozarts værker og blev i 1794 organist ved Den reformerte kirke. Weyse blev anset for en af sin tids mest fremragende pianister. Hans improvisationer på orgel må have været bemærkelsesværdige og blev rost bl.a. af Liszt og Ignaz Moscheles, som imponeredes af hans klaverspil. Hans syv symfonier, der blev skabt i årene 1795 til 1799 og som antagelig blev skrevet til byens musikalske klubber, bærer præg af hans kendskab til Haydns og Mozarts værker. Et ulykkeligt kærlighedsforhold til sin musikelev Julie Tutein bremsede fra 1801 hans kreativitet, men fandt dog udtryk i sangen "Dybt Skoven bruser", der blev hans første egentlige romance. Han flyttede i 1805 til Vor Frue Kirke, men først opførelsen af Mozarts "Don Juan" på Det Kgl. Teater i 1807 satte ham atter i gang. Han afsluttede syngespillet "Sovedrikken", der med stor succes blev opført i 1809 og snart blev fulgt af flere sceniske værker, som dog fik en vekslende modtagelse. En ny succes, der også varede i eftertiden, oplevede "Et Eventyr i Rosenborg Have". I 1819 fik Weyse titel af kongelig hofkomponist og det gav ham anledning til at skrive ca. 30 kantater til kirken, hoffet og universitetet. Det var mest festmusik for store besætninger og opførelserne blev betragtet som store koncertbegivenheder. Især blev hans romancer og sange folkeeje - både de der stammede fra syngespillene f.eks. serenaden "Skøn Jomfru, luk dit Vindue op" og "De klare Bølger rulled". Weyse skrev bl.a. melodierne til B.S. Ingemanns morgensange og aftensange. Blandt hans kompositioner er "I Østen stiger solen op", "Nu titte til hinanden", "Julen har bragt velsignet bud" og melodien til N.F.S. Grundtvigs "Den signede Dag", som med rette er blevet omtalt som Danmarks nationalsalme. Weyse har også komponeret "Det er så yndigt at følges ad".
Har arbejdet med følgende 1 TV serier:
Bryggeren | Musik |
Har arbejdet med følgende 1 revyer:
Cirkusrevyen (2023) | Musik |
Har arbejdet med følgende 1 tegnefilm:
Fyrtøjet (1946) | Musik |