Biografi
Jens Louis Petersen, forfatter og oversætter, der var uddannet som cand.jur., var søn af kontorchef i Kirkeministeriet cand. jur. Louis Christian Petersen og hustru Alma Marie Andreassen. Han blev student i 1940, cand. jur. i 1947 og samme år ansat som fung. sekretær i Undervisningsministeriet, hvor han blev fast ansat i 1950 og fuldmægtig i 1958. I 1952 blev han teatersekretær og pressesekretær ved Det Kongelige Teater, fra 1954 alene som teatersekretær. Han var administrator ved Statens Teaterskole 1967-87 og redaktør af Blæksprutten fra 1971. Jens Louis Petersen oversatte tillige musicals, skuespil og opera, bl.a. "Cavalleria Rusticana". Blandt hans mange oversættelser af sceniske værker regnes Den gode fregat Pinafore med "Admiralens vise" for hans mesterstykke. Han skrev endvidere talrige sange og viser bl.a. til Studenterforeningens nytårsrevyer 1947-53 - til dels under pseudonymet Mogens B. Hansen. Nogle af hans viser er også blevet klassikere, fx "Knaphullet" fra 1954. Jens Louis Petersen var tilknyttet Danmarks Radio og bidrog med bl.a. tekster til de satiriske tv-programmer og til episoder i tv-serierne "Huset på Christianshavn" og "Matador". Hans erindringer er samlet i "Breve fra en søn" og "Musikken i livet". Jens Louis Petersen blev gift den 7. juli 1947 i Frederiksberg Kirke med stud. jur. Bente Aaberg Nielsen Dahl (05-04-1924).
Har arbejdet med følgende 1 film:
Ild og Jord (1955) | Sangtekster |