BiografiEdmondt Jensen, tv-producer, der var søn af overlærer Robert Jensen, var ansat ved Fyns Tidende fra 15. september 1963 og ved Berlingske Tidende fra 1. december 1967 inden Niels-Jørgen Kaiser i 1968 hentede ham til Danmarks Radio for at han kunne være med til starten af satire-serien "Hov-Hov". Her var han pioner indenfor tv-formidling af rockmusikprogrammer og lancerede rocklegender som Dire Straits, Police, U2, Led Zeppelin, The Jam og ikke mindst Shel Silverstein og Dr. Hook. Edmondt Jensen fik bl.a. The Doors med Jim Morrison til at lave deres første tv-show i Danmark. Det var Edmondt Jensen og hans 100 mand, der kørte syv timers tv fra Roskilde Festivalen i 1983 med Bono i kæmpekran udover publikum. Som den eneste tv-station skaffede han Danmarks Radio direkte transmission med Bob Dylan fra Ullevi i Göteborg i 1984 takket være sine gode rockkontakter. Mange transmissioner fra musikfestivaler rundt om i landet havde Edmondt Jensen som bagmand. Han var også kendt for sit makkerskab med Flemming la Cour, som bl.a. førte til tv-programmer som "Kanal 22", "Dracula-gys" og
Claus Ryskjær-
Ulf Pilgaard-revyer. Også programmet "Focus" havde Edmondt Jensen en producerfinger på og i sin tid hos Danmarks Radio var han også med til at lancere speedsnakkeren
Kim Schumacher. I 1988 fik Edmondt Jensen nok af DRs underholdningsafdeling og flyttede til Møgeltønder og senere til Tønder, hvor han sammen med hustruen Lis beskæftigede sig med bogoversættelser, filmmanuskripter, sexbrevkasse og tegneserier. Han skrev bl.a. filmmanuskripterne til de to stjernetegns-film "Agent 69 Jensen" og "I skyttens tegn".