Kim Schumacher
Født: 15-12-1949 i København
Død: 12-6-1990
Gravsted: Søllerød Kirkegård

Biografi
Kim Schumacher var en af 1980ernes største mediepersonligheder. Allerede i gymnasietiden stiftede han bekendtskab med filmmediet og lavede som 17-årig kortfilmen "Psychedelic Adventure". Han blev student fra Birkerød Statsgymnasium og studerede derefter filmvidenskab på Københavns Universitet. Siden blev han journalist og filmanmelder på dagbladet B.T, dagbladet Information og Det Fri Aktuelt, hvor hans område næsten udelukkende var musik. I radioen brød han igennem i programmerne "Clubland" og "Pop". Han blev her først og fremmest kendt for tempoet i sit sprog og vandt hurtigt tilnavnet "speedsnakker". Som medarbejder på DR's P3 kom han til at danne skole for en hel generation af hurtigsnakkende disc jockeys på midtfirsernes nye lokalradioer. Han fik sin debut på TV i programmet "Fredag i farver", hvor han præsenterede musikvideoer. Senere lavede han programmet som "Harakiri" og talkshowet "Kims Corner" og sidst i 1980erne blev han en populær - og også her hurtigsnakkende studievært og spasmager i TV quiz-programmet "Labyrint", som blev en stor seersucces. Han optrådte også ved flere lejligheder bl.a. i natklubben Fellini. Kim Schumacher var homoseksuel og døde af AIDS. Han delte sit liv med de to venner EDB-manden Simon Taisbak og den norskfødte Hans Ole Eriksen, som han blev viet til aftenen før sin død.


Har medvirket i følgende 1 TV-serier:
Kirsebærhaven 89 (1990)Fortæller