Helge Refn
Født: 8-11-1905 i Frederiksberg
Død: 10-5-1985
Gravsted: Angelstads kyrkogård, Sverige
Biografi
Helge Erik Lund Refn (navneskift fra Rasmussen 1929), teatermaler, var søn af civilingeniør ved Københavns Kommunes Vej- og Kloakvæsen, senere amtsvej- og vandløbsinspektør Hans Emil Refn (død 1939) og hustru Ella Pauline Charlotte Amalie Lund (død 1959). Helge Refn begyndte som maler hos Fernand Léger i Paris og arbejdede fra 1929 til 1931 hos den geniale teatermand Louis Jouvet på Théatre Pigalle, hvorfra han i 1935 vendte tilbage til Danmark. Som teatermaler virkede han i Frankrig, Tyskland, Finland, Norge, Sverige og Danmark. Han skabte dekorationer til flere af Kjeld Abells skuespil, bl.a. "Dronning går igen" på Det Kongelige Teater i 1943, "Dage på en sky" på Det Kongelige Teater i 1947 og "Vetsera blomstrer ikke for enhver" på Frederiksberg Teater i 1950. Blandt andre store hjemlige forestillinger var "Vor Ære og vor Magt", "Don Ranudo", "Cæsar og Cleopatra" og "Tartuffe" alle på Det Kongelige Teater. Men også på Det ny Teater, på Riddersalen og på svenske teatre, bl.a. som operascenograf i Stockholm fejrede han triumfer. Mange husker også en af hans seneste forestillinger "Amadeus" på Det Kongelige Teater. Udover at arbejde med såvel klassiske som moderne forestillinger udførte han dekorationer til Apollo- og Dagmar-revyerne. Han lavede gennem et halvt århundrede adskillige plakater, bl.a. hans fremragende Tivoli-plakat, ligesom han udførte noge af DSB's allerbedste plakater. Helge Refn deltog i 1978 som konsulent i konkurrencen om et nyt skuespilhus til Det Kongelige Teater i tilknytning til Kgs. Nytorv. I 1947 modtog han den sjældne æresmedalje for sin scenografi på verdensudstilling i Paris. Han var medlem af Grønningen. Helge Refn blev gift den 28. juli 1935 i Angelstad, Småland, med Maj Ingegerd Munck af Rosenschöld (03-06-1910 - 2003), der var datter af häradshövding Nils Adolf Eberhard Munck af Rosenschöld og hustru, Elisabeth født grevinde Frölich. Helge Refn døde i København - netop som han havde lykønsket sin gamle ven og teaterkollega Ebbe Rode på dennes 75-års fødselsdag.