BiografiRobert Nikolai Schønfeld, revyforfatter, var søn af sadelmager, senere hvidgarver Albert Robert Schønfeld og Petrine Charlotte Karup. Han blev i årene 1890 til 1894 oplært som lagerekspedient hos cigargrosserer Axel Schwanenflügel, der under pseudonymet Svend Flue også var revyforfatter. Han var skuespiller ved Carl Stolbergs selskab i 1895 og ved Nørrebros Teater fra 1895 til 1903. Robert Schønfeld debuterede i 1894 med en revy til Concert du Boulevard (førhen Varietéteatret) og efter selv at have forsøgt sig som revyforfatter blev han ansat som husdigter på Sønderbros Teater, hvor han blev i 10 år. Derefter fulgte andre 10 år på Apollo Teatret, hvor han bl.a. arbejdede sammen med Aage Steffensen og Alfred Kjærulf. Sammen med de to nævnte skrev han iøvrigt i en lille menneskealder alt hvad der opførtes på samtlige københavnske revyscener lige bortset fra Scala. Hav var især en flittig bidragyder til Over Stalden og Vennelyst Teater. Robert Schønfeld, der blev kaldt "Schøne" skrev utallige glade viser og sange, deriblandt "Fløjtevisen", "Kom Karoline", "Kender du Rikke" og "Der stod en bænk i haven". Desuden skrev han talrige folkekomedier, hvoraf den mest kendte "Rasmines bryllup" blev skrevet i samarbejde med Axel Frische. Han sluttede sin karriere som bevillingshaver til "Over Staldens Teater" 1924-25 og 1933. Han var bror til
Hjalmar Schønfeld.