Karl-Otto Hedal
Født: 6-9-1921 i København
Død: 23-6-2006
Gravsted: Høsterkøb Kirkegård

Biografi
Karl-Otto Hedal, teatermaler og billedkunstner, blev uddannet som skiltemaler men havde tidligt både talent og trang til at beskæftige sig med noget mere kreativt både som udøvende tegner og maler og som dyrker og kender af navnlig nordisk malerkunst. Under den tyske besættelse af Danmark aftjente han i 1944 sin værnepligt som "føl" hos politiet, hvor hans far var tjenestemand. Da hans svagelige far blev arresteret og skulle deporteres til Tyskland tog han selv ud til Langelinie, hvorfra udskibningen skulle foregå, meldte sig til den tyske officer og fik sin far udskiftet med sig selv. Han overlevede sit ophold i Buchenwald ved at indlede hver dag med et krus harsk levertran fra en tønde som Røde Kors havde sendt til lejren. Han slap helskindet hjem med de hvide busser i april 1945, men var mærket for livet af oplevelserne i lejren. I mange år restaurerede han kirkemalerier i Småland, hvor han i 1964 slog sig ned på en ødegård sammen med hustruen Inga og hvor han levede resten af sit liv. Han malede et utal af billeder, men fremfor at udstille og sælge sine malerier tog han job som scenograf på danske spillefilm og var i 10 år chef på Stadsteatrets malersal i Stockholm.


Har arbejdet med følgende 6 film:
Hej Stine! (1970)Dekorationer
Man sku' være noget ved musikken (1972)Dekorationer
I din fars lomme (1973)Dekorationer
Slingrevalsen (1981)Scenografi
Pengene eller livet (1982)Scenografi
Oviri (1986)Specielle effekter, Scenografi