Kirsten Stenbæk
Født: 14-12-1922 i Svendborg
Død: 4-12-1994 (71 år)
Gravsted: Aske strøet over havet - Ukendt sted

Biografi
Kirsten Stenbæk var datter af chefredaktør Regner Stenbæk og Maren Kirstine Posse Sørensen. Efter at have været ung pige i huset og forsøgt sig som skuespillerinde begyndte hun at male abstrakt og debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1948. Hun var beskæftiget som maler indtil hun i 1959 skabte dekorationer og kostumer til Dansk Skolescenes opsætning af "Maskarade". Derefter virkede hun som scenograf og kostumier på en række teaterforestillinger, deriblandt "Gris på gaflen" og "Frihed - det bedste guld". Sammen med Hans Chr. Ægidius var hun forfatter og instruktør på collage-forestillingerne på Studenterscenen 1962-63 og hun var eneinstruktør og medforfatter på "Kom herind, jeg vil fortælle Dem noget" på Allé Scenen 1963. Kirsten Stenbæk blev den 9. september 1944 gift i Birkerød med maleren Ib Geertsen Hansen (f. 07-01-1919). Ægteskabet blev opløst i 1950 og hun blev derefter gift den 2. juni 1951 på Københavns Rådhus med manuskriptforfatter, filmproducent og filmkritiker Bent Grasten (02-01-1925 - 08-10-2004), der tidligere hed Bent Petersen og var bror til skuespilleren Kjeld Petersen. Collageformen flyttede hun og Bent Grasten siden til filmen og parret debuterede som filminstruktører på "Fantasterne" og senere "Den gale dansker", som blev vist ved en række udenlandske filmfestivaler. I 1972 lavede hun filmen "Lenin, din gavtyv" med Dirch Passer. Indimellem stod Bent Grasten og Kirsten Stenbæk for en hel del kortfilm, deriblandt "Nonnekysset", "Timelærer Nansen" og "Frøken Julie". Efter 1972 fik Kirsten Stenbæk ikke længere produktionsstøtte og efterhånden som opgaverne tyndede ud flyttede parret ind i en to-værelsers lejlighed på Frederiksberg og isolerede sig mere og mere fra filmmiljøet. Men i 1994 fik de et come-back med "Kærlighed ved første desperate blik". Kirsten Stenbæk var medredaktør af bogen "Collage Collage", der udkom i 1963. Hun er mor til filmproducenten Regner Grasten.


Har arbejdet med følgende 4 film:
Fantasterne (1967)Kostumer, Instruktion, Dekorationer, Sangtekster, Manuskript
Den gale dansker (1969)Dekorationer, Sangtekster, Manuskript, Kostumer, Instruktion
Lenin, din gavtyv (1972)Sangtekster, Manuskript, Kostumer, Instruktion, Dekorationer
Kærlighed ved første desperate blik (1994)Instruktion, Sangtekster, Produktion, Kostumer, Scenografi, Manuskript

Har arbejdet med følgende 1 revyer:
Der kommer aldrig nogen bro (1966)Instruktion, Tekst