Jørgen Jersild
Født: 17-9-1913 i København
Død: 6-2-2004
Gravsted: Søllerød Kirkegård

Billede af Jørgen Jersild
Biografi
Jørgen Jersild, komponist, der var søn af overlæge, dr.med. Olaf Jersild (f. 06-07-1867) og hustru Ingeborg Nissen, blev student fra Østre Borgerdyd i 1931 og cand. mag. i 1940. Han fik som ung sin afgørende inspiration fra det franske bl.a. gennem studier hos komponisten Poul Schierbeck. I 1936 rejste han til Paris og var elev af Albert Roussel. Her blev han inspireret til sit senere gennembrudsværk i 1945 "Trois pieces en concert", der regnes for et centralt værk i dansk klavermusik. Da han vendte hjem påbegyndte han studier ved Københavns Musikvidenskabelige Institut og tog magisterkonferens i 1940. Han var programsekretær ved Danmarks Radio 1939-43 og anmelder ved Berlingske Tidende fra 1943 til 1958. Fra 1943 underviste han på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor han var professor fra 1953 til 1975. Han skrev en række lærebøger om musik, bl.a. "De funktionelle principper i romantikkens harmoni" og "Analytisk harmonilære". Fra hans unge år regnes også blæserkvintetten "At spille i skoven" for et væsentligt stykke musik. I hans produktion finder man både scenemusik, kammermusik og kormusik. Han komponerede musikken til Kjeld Abells "Dage på en sky" i 1947 og balletten "Lunefulde Lucinda" i 1954. Elles var Jørgen Jersild kendt som harpens komponist og han skrev bl.a. en harpekoncert med orkester og koncertetuder for klaver. Desuden skrev han musikken til Carl Th. Dreyers film "Gertrud" og i 1965 den danske Melodi Grand Prix melodi "For din skyld", der blev sunget af Birgit Brüel. Jørgen Jersild var formand for Musikpædagogisk Forening 1949-53. I 1962 blev han hædret i Sverige ved at blive optaget som medlem af Den Kungliga Svenska Musikaliska Akademien. I 1995 blev han udnævnt til Årets Korkomponist og modtog i årenes løb en lang række legater, bl.a. Carl Nielsens Mindelegat i 1999. Jørgen Jersild blev den 16. oktober 1937 gift i Birkerød Kirke med Charlotte Dorothea Cecilie Biehl (09-11-1911)


Har arbejdet med følgende 1 film:
Gertrud (1965)Musik

Har arbejdet med følgende 1 revyer:
Muser og Mænd i Kadenytte By (1961)Musik