BiografiCecilie Maria Stenspil, skuespillerinde, er opvokset i Ny Fløng på Sjælland som datter af færingen cand.tech.soc og tidligere hvalfanger Børge Krogh Samuelsen og pædagog Lisbeth Stenspil. Hun blev uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 2006. Allerede under sin uddannelse på Skuespillerskolen ved Odense Teater medvirkede Cecilie Stenspil i nogle af teatrets succesfulde opsætninger, bl.a. "Kender du Svimmel?" og "Midt om Natten". Efter endt uddannelse i 2006 forblev Cecilie Stenspil ansat på teatret og havde en række markante roller i bl.a. "Erasmus Montanus", "Peter Pan", "Troldmanden fra OZ" og "Guitaristerne". Siden hun var 10 år har hun lagt stemme til en lang række tegnefilm som Den lille havfrue, Peter Pan og Shrek 3 samt til et utal af reklamespeaks. Blandt de seneste tegnefilm er "Harry Potter", "Narnia", "Shrek 3", "Den Magiske Legetøjsbutik" og "Madagascar 2". Hovedrollen som livvagten Jasmina i tv-serien "Livvagterne" er hendes første opgave på tv. Cecilie Stenspil dannede i ni år par med skuespilleren
Mads M. Nielsen, men parret gik fra hinanden i 2012. Hun blev den 28. maj 2022 gift i Vor Frelser Kirke i København med skuespilleren Troels Lyby.