Katia Forbert Petersen
Født: 6-2-1949 (75 år) i Polen

Biografi
Katia Forbert Petersen, polsk-dansk filmfotograf og instruktør, voksede op i Polen som 3. generation i et dynasti af filmfotografer. Hun er datter af den polsk-jødiske krigsfotograf Wladyslaw Forbert (26-05-1915 - 07-02-2001). Hun blev uddannet som fotograf på Den Polske Filmskole i Lodz 1967-69 inden familien udvandrede til Danmark i 1969. Hun kom et år på Den Danske Filmskole og har siden 1973 fotograferet film i Danmark. Katia Forbert Petersen har været fotograf på ca. 150 film, deriblandt tre feministiske spillefilm - den danske "Ta' det som en mand, frue" (1975) og de tyske "Die Macht der Männer is die Geduld der Frauen" (1978) og "Die Allseitig reduzierte Persönlichkeit - Redupers" (1978). Hun har arbejdet i udlandet som fotograf for ZDF og for Canadian Film Board og har lavet i snesevis af kort- og dokumentarfilm både som fotograf og instruktør. Hun har bl.a. været instruktør og medinstruktør på "Mand med kamera" (1995) - en personlig doumentarfilm om hendes far og hans virke og "Von Triers 100 øjne" (2000). Blandt hendes mange portrætfilm kan nævnes "Sammen med Lena" (1979), "Johanne fra Daubjerg" (1984), "Gud gav hende en Mercedes-Benz (1992), "Von Triers 100 øjne" (2000) og den internationalt prisbelønnede "To kvinder på en flod" (1999). Katia Forbert Petersen har modtaget Dansk Filmfotograf Forbunds årspris 1992, Specialprisen for Bedste Fotografering på ITVA-festivalen i København 1997 og 1999, en pris for Bedste Fotografering på ITVA-festivalen i New Orleans, USA i 1998, samt WIFTs - Women in Film and Television - ærespris Den Gyldne Havfrue i 2001. Sammen med Annette Mari Olsen stiftede hun i 1989 produktionsselskabet Sfinx Film/TV.


Har arbejdet med følgende 3 film:
Ta' det som en mand, frue (1975)Fotograf
Skal vi danse først ? (1979)Manuskript
En fremmed piges dagbog (1989)Fotograf, Instruktion, Manuskript