Theodor Dyring
Født: 14-3-1881 i København
Død: 20-12-1963 (82 år)
Gravsted: Holmens Kirkegård - Østerbro (fællesgrav)

Biografi
Theodor Christian Marius Lund Dyring, var som Livgardens musikdirigent gennem mange år kendt af det halve København og tusinder af turister, når han - mere af jovial bredde end af garderhøjde - førte Den kgl. Livgardes orkester frem. Han var søn af musikus i garden Christian Marius Dyring og hustru Anna Magdalene Lund. Th. Dyrings karriere var ud over det almindelige. Han begyndte som en af de såkaldte "piberdrenge" for at følge en tradition i familien. Som trompetist konkurrerede han sig ind i det garderlige musikkorps i 1900. Han overgik 1921 som stabshornblæser til 4. regiment og fulgte kort tid efter garder-musikchefen Valdemar Nielsen. I en årrække var han fast trompetvikar i Det kgl. Kapel under bl.a. Georg Høeberg med kvalifikationer, som han bl.a. havde hentet under studier i udlandet hos den republikanske garde i Paris. Til hans levnedsførelse knyttedes talrige begivenheder med relationer til den danske kongefamilies store stunder. Theodor Dyring var gift med Else Marie Benedikte Haag.


Har medvirket i følgende 1 film:
Sol over Danmark (1936)Musikdirektør