Kjeld Kirkegaard
Født: 13-8-1949 i Struer
Død: 31-12-1988 (39 år)
Gravsted: Manglende oplysning
Biografi
Kjeld Kirkegaard var student fra Struer og havde mange forskellige job før han i 1977 endelig tog beslutningen om at blive skuespiller. Forinden var han bl.a. landmålerassistent, pædagogmedhjælper for psykotiske børn, tilknyttet Børneværnet i København og havde været i militærnægterlejr i Vestjylland. Hans hang stod dog mest til de skrå brædder og med start som Thomas Jensen i filmatiseringen af Hans Kirk's "Fiskerne" fik han som 28-årig drømmen opfyldt. Han blev uddannet på Statens Teaterskole. I 1980 kom han til Aalborg Teater, hvor han i to år var medarbejdervalgt medlem af teatrets bestyrelse. Han var ved teatret i tre år - først under Leon Feder og efter hans fratræden hos Daniel Bohr. Derefter satte han Lean Nielsens monolog "Jeppe på Bistanden" op på Jomfru Ane Teatret i Aalborg for senere at rejse landet tyndt på turné. Kjeld Kirkegaard gjorde et stort arbejde i fagbevægelsen og grundlagde Arbejderbevægelsens Rejsende Teater. I 1986 fik han LO's Kulturpris sammen med Lean Nielsen. Kjeld Kirkegaard var gift med skuespilleren Marianne Høgsbro.