Birte Fynne
Født: 3-8-1943
Død: 25-10-2014 (71 år) Mindebog
Gravsted: Manglende oplysning
Biografi
Birte Fynne, skuespiller, instruktør og forfatter, voksede op på vandrerhjemmet i Viborg, som hendes forældre bestyrede. Som ung havde hun planer om at læse til lærer, men valgte teatret. Hun blev uddannet på Aarhus Teaters elevskole 1966-69 - og var fast tilknyttet teatret til 1979. Hun spillede på Aarhus Teater bl.a. roller som Margot i "Nu går den på Dagmar", Chava i "Spillemand på en tagryg", Myrtle Mae i "Harvey" og pigen i "Palach". Hun medvirkede også i flere tv- og radiospil. På TV havde hun rolle som Ulla i "Sæson for Liza" og i radioen Varvara i "Uvejret" og Lone i "Don Juan, Rundt Søerne". Desuden medvirkede hun i tv-serien "Rejseholdet".Birte Fynne fik i sit første ægteskab datteren Pernille. Efter skilsmissen dannede hun fra 1977 par med skuespillerkollegaen Jytte Maagaard.
De arbejdede også i mange år sammen på scenen. I 1980 dannede de Victoria Teatret, som de turnerede med i otte år, hvor de blandt andet havde stor succes med "Soldronningen". De arbejdede i en årrække også sammen på Kvindemuseet blandt andet om monologen "Gerda Seppelov" i 1985 og i 1994 om "Forestillingsbilleder om Thit". Birte Fynne var i disse år først og fremmest manuskriptforfatter og instruktør. Hun skrev også til andre teatre blandt andet Teamteatret og Filuren, ligesom hun var instruktør i en række sammenhænge. Endelig debuterede hun i 1986 som romanforfatter med "Anne og Kristine".