Christian Johannsen
Født: 2-2-1890 i Lendemark ved Bylderup-Bov v/ Tønder
Død: 23-7-1972 (82 år)
Gravsted: Manglende oplysning
Biografi
Flyvepioneren Christian L. Johannsen, der blev kendt som "Sønderjyden", blev under første verdenskrig - som utallige andre af sine sønderjyske landsmænd - indkaldt til tysk krigstjeneste og deltog herunder i en række berømte slag. Efter at være blevet såret lod han sig uddanne som militærflyver og gjorde resten af krigen med. Da freden kom var der brug for dygtige flyvere og herhjemme var daværende kaptajn John Foltmann og Knud Tholstrup i færd med at oprette Dansk Luftrederi i Lundtofte. De sendte straks bud efter "Sønderjyden", der i de følgende år udførte en række blændende flyvninger rundt om i landet. Senere var det Dansk Lufttransport der havde bud efter ham og i en periode fløj han som trafikflyver i DDL. Men det var i 1928 at hans navn fløj verden rundt, da han udførte en virkelig strålende bedrift ved at flyve en kinesisk rigmand i en lille to-personers sportsmaskine fra London til Kina - en strækning på 24.000 km ved hjælp af en række gamle skoleatlas. Og i september 1931 foretog han en berømt Atlanterhavsflyvning, da han sammen med tyskeren Rody og portugiseren Fernando de Costa Viega startede fra Lissabon i en Junkers W-33 monoplan "Queen of the air" for at flyve over Atlanten. Men han ramtes af uheld og måtte søge ned på havet. Efter en vellykket nødlanding måtte de tre eventyrere opholde sig 6 døgn drivende rundt på deres skrøbelige landflyvemaskine. I oktober 1931 vendte Christian Johannsen hjem til Kastrup, hvor han i lufthavnen sammen med sin kone og lille søn fik en heltemodtagelse. Opholdet herhjemme blev kun af kortere varighed. Han drog atter ud til det fremmede indtil han ved afslutningen af anden verdenskrig vendte tilbage og slog sig ned i Lyngby nord for København. Christian Johannsen kom til at medvirke i Fy & Bi-filmen "Film, Flirt og Forlovelse" på en noget særpræget vis. Han skulle flyve til København med to filmskuespillerinder fra Hornbæk Strand, hvor optagelserne fandt sted. Instruktøren blev så begejstret over flyets ankomst og ville indlægge starten i filmen. Imidlertid sank maskinen i det bløde sand i vandkanten og slog om på ryggen med et brag. Propellen knækkede og passagerer og pilot hang med hovedet nedad.